Flere nyheder

 
Teater
Telia Comedy Tour på AliBi

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Telia Comedy Tour på AliBi
Man. 14. maj 2007



Lørdag d. 12. maj åbnede AliBi dørene op for "Telia Comedy Tour" med maj måneds komikere Thomas Hartmann, Michael Schøt og Jacob Wilson. Som en ekstra bonus kiggede Sanne Søndergaard forbi med et hurtigt set, og med yderst forskellige virkemidler lagde de i fællesskab den intime cafés odenseanske gæster ned i bølger af latterkramper.

AliBi Supperclub i Odense byder i hverdagene på mange forskellige arrangementer, der kan skabe lidt strømflod i det til tider ebbende sociale live i den fynske hovedstad. Lørdag aften var heller ingen undtagelse, da Telia Comedy Tours' komikere førte tilskuerne ud på et ombrust hav med alt fra politisk satire til skæve jokes om mænd og kvinder og parforholdets hemmeligheder.

Efter en kort og morsom opvarmning af Thomas Hartmann og den dejligt selvironiske Sanne Søndergaard (bland andet kendt fra Tv2 Zulus Comedy Fight Club), lagde charmøren Jacob Wilson ud med straks at indfange publikum med sin energiske fremtoning. Han leverede sine jokes med stor sikkerhed og præcis timing og formåede igennem hele sit set at holde sine tilskuere på tåspidserne. Han tog fat på alle slags emner, og skinnede igennem med et ægte komisk talent for at vende enhver situation på hovedet.

Herefter indtog Michael Schøt scenen med et flot set af politisk og samfundsmæssig karakter. Han borede ind i alvorlige emner, der endte i sjove, overraskende og velkomponerede jokes. Han tog fat i en tendens i Danmark, som han kaldte `nej-hjelmen´. Alt for mange af os render rundt med en negativ og dårlig indstilling, vi siger nej til de mest banale ting, og det synes at være Schøts opgave at redde os ud af denne situation med en skarp og velkomponeret satire.

Endelig var det Thomas Hartmanns tur til at afrunde aftenen på bedst mulig vis, og det gjorde han så sandelig også. Hartmann arbejder med en skarpsindighed i emne såvel som i ordvalg, idet hans sætninger til tider grænser til rent ord ekvilibrisme. Hans improviserede samspil med publikum var især i en klasse for sig, da han sjovt ironiserede over sin egen velkendte tendens til at være lidt hård i replikken.

Det ville være ærgerligt at tale mere specifikt om de tre komikeres materiale her. Det skal i stedet ses og høres på scenerne rundt om i Danmark. Denne konstellation af komikere kører kun i maj måned, og Thomas Hartmann må til tider dele sin plads med Jonatan Spang; men mon ikke sidstnævnte (til trods for sin fjerlette fremtoning) er i samme sværvægterklasse, som de tre herrer var på AliBis scene. I Michael Schøts ånd er det derfor nødvendigt at bede alle om at aftage sig sin `nej-hjelm´ og sige enstemmigt ja til Telia Comedy Tour!

Se spilletider

www.fbi.dk