|
|
Så fik Lars Ulrik Mortensens hårdeste kritikere endelig den begemand, som de har gjort sig fortjent til. Og kunstneren selv fik den pris, han for længst har gjort sig fortjent til - Léonie Sonnings Musikpris 2007. Det blev fejret med en koncert på gamle scene med Lars Ulrik Mortensen som cembalo-solist og dirigent.
De, der måtte synes, at klassisk musik er støvet, hengemt og gammeldags, kunne passende begynde med barokmusikken. I Danmark er barokmusik mere eller mindre synonymt med Concerto Copenhagen (CoCo) og Lars Ulrik Mortensen, hvilket betyder, at man ikke altid ved, hvad man får, selvom det står skrevet i koncertprogrammet.
For snarere end dogmatisk 'perfekt' mener dirigent og kunstnerisk leder Lars Ulrik Mortensen, at der skal være liv, energi og bevægelse i opførelserne, før det virker, og i sin takketale ved modtagelsen af Léonie Sonnings Musikpris 2007 understregede han da også legen som helt essentielt element i sine koncerter. Måske det skulle tilføjes, at manden rent faktisk aldrig har lært direktion og derfor efter eget udsagn er lidt af en klamphugger, hvad angår hans metier.
At den prestigefyldte musikpris så alligevel tilfalder netop Lars Ulrik Mortensen, er jo intet mindre end fabelagtigt, og baggrunden for prisen er da også lige så meget hans energiske formidling af den tidlige musik, som det er hans evner som autodidakt dirigent. Musikerne elsker ham, og publikum elsker ham. Han elsker komponister som Händel, Bach, Rameau, Haydn, Mozart, Buxtehude og alt, hvad der ellers ligger før 1800-tallets første årtier.
Koncerten på Gamle Scene ved prisoverrækkelsen på 600.000 kroner samt æren bød på Händels "Water Music" og orgelkoncert i g-mol samt Rameaus suite fra "Platée". CoCo var i dagens anledning næsten fordoblet i antal, og det balancerede det noget umage match af barokorkester og forholdsvis stor scene. Hovedpersonen selv tog livtag med den svære orgelkoncert, missede et par toner hist og pist og fik dermed - angiveligt ikke forsætligt - demonstreret sin holdning til, at "man ikke skal være bange for at begå fejl."
En lækker koncert med strygere, der går hele vejen udstyret med Bachbuer, der glider over de udspændte dyretarme fra hals til hale, og hvor publikum kun kan lune sig i sæderne vel vidende, at Sonningprisen netop er gået til dansk musiklivs enfant terrible og hele verdens bedste cembalist og formidler af den tidlige musik.
