En bøn om blod blev hørt
Tre amerikanske bands lagde vejen forbi København torsdag aften den 28. juni: Unearth fra Massachusetts, Chimaira fra Ohio og Lamb of God fra Virginia. Chimaira er det band af de tre, os danskere først lagde mærke til for alvor. Så de må vel også være det største af de tre?
Det var vi nok mange, der troede indtil i går. For Chimaira slog allerede i 2003 rimelig pænt igennem i danske metal-kredse med deres klassiske hvide "The Impossibility of Reason" og derefter deres navn godt fast med bl.a. en solid koncert i Vega. For nylig vendte de stærkt tilbage med "Resurrection", og er uomtvisteligt et af metal-scenens største navne lige nu.
Men selv om Chimaira leverede et brag af en koncert - noget af det bedste denne ellers forvente anmelder er blevet udsat for i årevis; en kompakt, tonstung, teknisk hæsblæsende og øresønderrivende udblæsning af et show - så blev de alligevel overgået. Selv en håndfuld sikre hits - f.eks. den smadder-poppede "Powertrip" - en ekstra groovy fortolkning af flere af de fedeste riffs fra den nyeste skive samt ikke mindst en opførelse af "Empire" så mørk at adskillige norske black metal fans kunne være sendt grædende i seng af den, var ikke helt nok til at lade dem stikke af med aftenens duksepris.
For der var jo lige Lamb of God. Store nok i USA: over en million solgte cd'er, en Grammy-nominering, optræden på Conan O'Brien's talkshow og så lige et nummer med på PlayStation-spillet "Guitar Hero II". Det taler vel sit eget sprog. Men nu er det jo ikke alt, amerikanerne finder på, som os danskere sluger råt. Og hvorfor lige endnu et nu-metal band?
Åbn svælget og synk som en artig fugleunge i reden: Lamb of God er langt, langt federe end undertegnede nogen sinde havde turdet forestille sig. Nuvel, deres seneste udgivelse, "Sacrament", havde da allerede vist sig at sparke pænt numse. Metal med masser af groovy rytmer, lidt Slipknot'sk skizofreni, organiske Suffocation-agtige amok-trommer, tja, først og fremmest mere ufortyndet rock og så lige en knivspids nu-metallisk hitmateriale-krymmel. Fin opskrift.
Men live hiver de deres materiale op i en helt anden klasse. Sidste erindring om en positiv overraskelse i denne størrelsesorden er så gammel, som til da et totalt ukendt band kaldet Pantera i den grad stjal en del af showet fra Megadeth i KB Hallen. Og det siger ikke så lidt! Det ene medrivende nummer fulgte det andet og en proppet Pumpehal gik amok. Dejligt at se mænd i svedige overkroppe stå og headbange helt nede i den bagerste øl-kø igen. Et nummer som f.eks. "Blacken the cursed sun" er ganske enkelt som skabt til at sætte gang i en koncertsal, og der blev også denne aften sunget højlydt med på dens effektfulde afslutning: "Is there still hope for us?" spørger bandet, og "Hell no!" svarer publikum.
Teologiske overvejelser uantaget: der er masser af håb for Guds lam. Lamb of God skal høres, og det helst live. "Walk with me in Hell"? Ja tak! "Pray for blood"? OK da. "This is a motherfucking invitation / The only one you could ever need / You try me / Just one time" - beklager, men jeg kan ikke få det omkvæd af hjernen. Der kommer det nok til at sidde et stykke tid. Prøv at lytte med. De beskriver selv deres projekt som at lave "lyttevenligt progressivt rock uden at sælge ud". Og den betegnelse lever de faktisk fint op til.
Unearth? De fik den tvivlsomme ære af at spille inden koncerten var programsat til at starte jf. billetten. Så anmelderen her var ikke den eneste, der gik glip af dem. Men de skulle også have været en rigtig god oplevelse, så folk fik i den grad noget for billetprisen denne gang.
