Flere nyheder

 
Musik
Ny EP fra The Dear Elaines

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ny EP fra The Dear Elaines
Tir. 28. aug. 2007

Whatsoever-Never

"Whatsoever-Never" er det tredje EP-udspil fra århusianske The Dear Elaines, der er et eksperimenterende soloensemble med medlemmet Martin Nielsen. "Whatsoever-Never" byder på en lo-fi-lydoplevelse, hvor alle EP'ens fem numre er indspillet på en firesporsbåndoptager. Som det fremgår af pressemeddelelsen søger The Dear Elaines at skabe en pop-oplevelse, der kommer til udtryk igennem et minimalt brug af midler, hvilket absolut også er det dominerende aspekt af EP'en. Oplevelseskurven stagnerer i den upolerede lyd, og det står en god vokal og ide i skyggen af.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Martin Nielsens fraseringer på alle EP'ens skæringer er delikate med en dejlig britisk klang i stil med The Beatles og Damon Albarn. Derudover er samtlige numre på "Whatsoever-Never" yderst energiske og "kridt danseskoene" venlige. På nummeret "Whatever Happened To Jesamine" viser Martin Nielsen også sine andre talenter, igennem fede arrangementer og en i-øre-hængende tekst, der vil ramme plet i ethvert pophjerte. Desværre gemmer arrangementerne og klangen sig ofte i det snævre lydbillede, og en gæsteoptræden af en hyletone i tide og utide, gør det hele knap så fornøjeligt.

"Whatsoever-Never" savner en form for kontrol over sin råhed, her i blandt en afstemning af lydniveauet. Enkelte steder skurrer musikken i ørene, hvilket fjerner fokus fra dét, der er godt, og på de tidspunkter bliver det hele lidt irriterende. Som nævnt tidligere er "Whatsoever-Never" det tredje EP-udspil fra The Dear Elaines, og det fjerde udspil, der forventes ude næste år, bliver et fuldlængde album, der måske byder på en mere hi-fi lyd.

Som krølle på halen skal det dog tilføjes, at bagmand Martin Nielsen hverken mangler gode ideer eller talent og et hi-fi projekt fra hans side, lyder slet ikke som en dårlig ide.