Flere nyheder

 
Teater
Jean de France

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Jean de France
Tir. 25. sep. 2007

Teater Filures forestilling Jean de France, som kan ses på Musikhuset Århus, er forsøgt sat op i en nyfortolkning for børn. Børn kan sikkert godt få en del sjov ud af stykkets skøre situationer, men det er stadig de voksne der får mest ud af forestillingens nuancer og hentydninger.


Jean de France
er omtrent lige så vanskelig at sætte op for børn som Erasmus Montanus. En stor del af morskaben ligger i de sproglige kvababbelser, forviklinger og fadæser, når ynglingen Jean de France fører sig frem efter at have været et par uger i Paris. Steen Mourier har gjort et stort arbejde for at gøre handlingen mere nutidig og forståelig for det unge publikum, men problemerne med de sproglige finesser er ikke så nemme at løse, og det lykkes kun et stykke hen af vejen og derfor opfatter børnene kun en del af stykkets spidsfindigheder. Børnene kan stadig se stykket og forstå handlingen, så det er en fin introduktion til Holberg, men kun de voksne får det fulde udbytte af stykket.

I stykket er den unge Hans Frandsen blevet sendt til Paris af sine forældre for at blive modnet inden han skal giftes med pigen Elsebeth. Det er de to unges forældre, som har bestemt at de skal giftes. Desværre er Elsebeth blevet forelsket i tømrersvenden Antonius, og vil ikke have Hans Frandsen, men vil ikke sætte sig op mod sin far. Da Hans Frandsen kommer hjem vil han pludselig kaldes Jean de France, fordi han har konsulteret en numerolog, han går i genbrugstøj, som er tidens stil i Frankrig, og mener at Danmark er et hul i jorden sammenlignet med Paris. De to sammensvorne Marthe og Espen sætter sig for at hjælpe Elsebeth og Antonius, så de kan få hinanden. Det kommer der, i bedste Holbergstil, en masse komiske forviklinger ud af, som børnene også kan følge med i. Lars Dammark er simpelthen ubetalelig som lemmedaskeren Jean de France med rastafari-frisure, kasserolle på hovedet, fordi han har fået at vide at det er moderne, og sin jakke omvendt på, af samme årsag. Lars Ditlev Johansen begejstrer også, når han skifter mellem århusianer håndværkertypen Antonius og Frands, Jeans ærværdige fader. Alle de medvirkende gør det godt og forsøger at føre historien op til nutiden og placere den i Århus.

Selvfølgelig går alt som det skal, Marthes plan lykkes, Elsebeth får sin Antonius, men i denne version drager Jean de France ikke tilbage til Frankrig, men afslutter i stedet med en vanvittig opremsning af valgløfter, som det er tvivlsomt, at børnene kan se det sjove i. Mange forældre sad dog og kluklo, blandt andet over forslaget til børnechecks til alle under 60!

Se spilletider