Flere nyheder

 
Litteratur
Sorte huller: Lydbog

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sorte huller: Lydbog
Søn. 14. okt. 2007



Lydbog. Kategorien har en svær reminiscens af synshandicap, men efterhånden som flere får øjnene op for muligheden af at 'læse' sine bøger f.eks. mens man sidder i bilen til og fra arbejde, bliver lydbogen populær. Gyldendal har ladet Jens Albinus indlæse Ib Michaels andet bind i erindringskrøniken, Sorte Huller.

"Man skal ikke gå i rette med sin fortid," har Ib Michael udtalt i et tv-interview om udgivelsen af Sorte Huller, der i dén grad trækker på forfatterens egne erfaringer. Vi er i tresserne, hvor personlighedsdannelsen fandt sin næring i hallucinerende stoffer, rockmusik, proletarsympati og new wave. Tanker blev tænkt og dumheder begået, og med vanlig sans for det ordrige, danske sprog skriver Ib Michael sig fantasifuldt gennem den mytespækkede og farverige tid. Sorte Huller er udgivet som lydbog, og det er en helt anden - men temaet taget i betragtning måske meget passende - måde at få sit forfatterfix på.

Skuespiller Jens Albinus læser op af dette andet bind i en erindringskrønike, der begyndte i det blå med Blå Bror og teenageårenes forvirrede menage a trois + bipersoner mellem fortælleren, Ib Michaels alter ego, den homoseksuelle Mark og altid energiske Regina. På vej mod den modne voksentilværelse går alt dog i sort. Med huller. Rollerne skifter mellem Mark og den unavngivne fortæller, og mens Mark langsomt trækkes ned af sin livslede, bliver han samtidigt katalysator for hovedpersonens udvikling; en eksperimenterende sjæl i fuldt flor. Barn af sin tid.

Ja, det er en slags redigeret dagbog, og ja der pilles navle i ét væk. Men med den underliggende dobbelttydighed og refleksion, som afstanden i tid tillader forfatteren, kommer vi med helt ind i den sprogbegavede tidslomme og hallucinerer med fiktionen.

Hver har vel sin yndlingsoplæser - og Jens Albinus har en egen stil, der ligger langt fra den Ib Michael-stemme, som bor i mit hoved, hvilket skærer toppen af fortællingens magi. Må prøve den trykte version ved lejlighed.

Sorte Huller: Ib Michael
Forlag: Gyldendal Lyd. CD
Sider: 308
ISBN 978-87-02-05999-1