Flere nyheder

 
Litteratur
Dansk gastronomi

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dansk gastronomi
Ons. 24. okt. 2007



Hvad er "Dansk gastronomi"? "Dansk gastronomi" er nydelse! Sådan kan man kort opsummere og definere Dan Jensens og Terkel Røjels på Gyldendal udsendte bog om det kulinariske Danmark. Det danske køkken er nemlig ikke længere blot medister, frikadeller og flæskesteg med tung sovs og hvide jordknolde - dansk mad er under fornyelse!

"Kys, ord mad, drikke - og usigeligt smukke bøger om at nå det enestående øjeblik, hvor verden med ét bliver perfekt." Sådan skriver forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der har leveret forord til Dansk gastronomi. Citatet indfanger på smukkeste vis essensen af og formålet med Dan Jensens og Terkel Røjels smukke bog: At skabe en synæstesi af smag og ord for læseren, der via disse præsenteres for dansk madkvalitet af den ypperligste slags! Vi kender alle den spontane glæde der opstår, når man indfanges af en intens smagsoplevelse - det er nydelse i højeste potens! En sådan nydelse er nærværende bog også, der med ord og billeder præsenterer noget af det bedste ved det nye, danske køkken.

Hvis det er opskrifter, man leder efter, så kommer man til at lede længe efter dem i Dansk gastronomi. Det er nemlig ikke en kogebog som sådan, man investerer i, hvis man køber den luksuriøse og smagfuldt udførte bog, som de to unge kokke Dan Jensen og Terkel Røjel har stykket sammen. I stedet køber man en bog, der slår på tromme for det nye, danske køkken, der for tiden er under en spirende udvikling.

Den danske madkultur har længe været synonym med tunge sager a la pandestegt medister med gaffelsovs og hvide jordknolde. Ikke at der som sådan er noget galt med denne noget bastante og jordnære kost, men det danske køkken er så meget mere end blot dette! Dansk mad er også fornyelse, gode råvarer og glæden ved at eksperimentere med disse og frembringe nye smagsoplevelser - noget, bogens to forfattere slår på tromme for!

Blandt bogens repræsenterede fortalere for madkvalitet finder man bl.a. den gastronomiske iværksætter Claus Meyer, der siden han var 20 år har været drevet af trangen til at ændre på den danske madkultur. Et projekt, der f.eks. medførte, at han lancerede det flotte madprogram Smagen af Danmark, der tidligere på året blev vist på DR.

Dansk gastronomi er et katalog over kvalitet, og bogen fremstår som et æstetisk hele, hvor kongstanken om madkvalitet maksimeres af værkets flotte udvalg af udsøgte fotografier. Det er en bog, der taler til den indre gourmand!

Som jeg tidligere bemærkede, så er bogen som sådan ikke en kogebog, men nærmere en hyldest til den gode mad, de gode råvarer og de gode restauranter. Ikke desto mindre er der bagerst i bogen blevet plads til en række opskrifter, der er eksempler på en mere avanceret form for kogekunst. Man kan enten vælge selv at forsøge sig med disse delikate lækkerier, eller man kan besøge en af de i bogen præsenterede restauranter, der netop har specialiseret sig i fremstillingen af disse. Jeg tror, jeg vælger det sidste!

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Titel: Dansk gastronomi
Forfatter: Dan Jensen & Terkel Røjel
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 261
ISBN: 978-87-02-05242-8