Forestillingen Blackbird er et intens drama på 1 time og 45 minutter uden pause, hvor emnerne pædofili, forbudte følelser og kærlighed udsættes for en noget mere nuanceret tilgangsvinkel, end den sort-hvide opfattelse, der er den gængse. De to roller spilles af Heidi Colding-Hansen og Lennart Hansen, som begge gør det så fremragende, at man glemmer det er teater.
Una og Ray havde et forhold, da Una kun var 12 år gammel og Ray var 40. Ray kom i fængsel som straf for sin forbrydelse og har efterfølgende skiftet navn, flyttet og forsøgt at glemme sin fortid. 16 år efter opsøges han af Una, som har ledt efter ham i lang tid. Hvorfor hun vil se ham, får man ikke at vide. I det hele taget stiller forestillingen langt flere spørgsmål, end den giver svar.
Umiddelbart er det Ray, der er den grimme. Forbryderen, den perverse, ham der er så klam at normale mennesker ikke kan klare at se på ham. Han har gjort det mest utilgivelige, han har forbrudt sig mod en lille 12-årig pige, som han kendte gennem hendes forældre. Som stykket skrider frem kommer der flere og flere facetter. Una og Ray husker ikke fortiden på samme måde, de har oplevet situationerne meget forskelligt, og hvor ufatteligt og uforståeligt det end kan virke, så indrømmer Una, at hun var forelsket og tiltrukket af Ray. Hun havde lyst til at gå i seng med ham og så stiller stykket pludseligt spørgsmålstegn ved, om man i et samfund har ret til at sætte en aldersgrænse for, hvornår man har lov til at have en seksualitet, og med hvilken ret kan man sætte sig til doms over, om to mennesker har lov til at elske hinanden. Egentlig en meget spændende tankegang, måske også lidt farlig, fordi den gør op med alle vores tillærte normer for, hvad der er rigtigt eller forkert.
Selv om skylden juridisk og moralsk ligger hos Ray, fortæller Una at hendes forældre tillagde hende en stor del af skylden for det forkerte og umoralske, hun havde deltaget i. Mens Ray har mulighed for at flygte efter at have udstået sin straf i fængslet, så insisterer Unas forældre på at blive boende samme sted, så Una kan blive straffet resten af sit liv ved, at alle i gaden snakker om hende og peger fingre ad hende. Una reagerer ved at lave alle de uartigheder, hun kan komme i tanke om, inklusiv at gå i seng med så mange mænd som muligt. På en måde er forholdet til Ray aldrig blevet ordentlig afsluttet, og måske er det en sådan afslutning, hun forsøger at få ved at opsøge ham på hans arbejde.
Handlingen afsluttes lidt kryptisk. Har Ray fundet en anden 12-årig at indlede et forhold til? Eller var og er Una den eneste på den alder, han har haft den type følelser for, som han påstår i stykket?
Blackbird: Svalegangen
Se spilletider