Nu er det første bind i Gyldendals 'Dansk litteraturs historie', der dækker perioden fra 1100 til 1800, netop kommet i handlen. I forvejen er fjerde og femte bind udkommet, og andet og tredje bind skal planlagt udgives næste år og dermed afslutte projektet, der er den første litteraturhistorie af sin art i mere end 20 år.
Glem alt om den hersens kulturkanon, dette prestigeprojekt, der hellere udelukker end indlemmer. Et projekt, der blev målrettet et folkeligt lægpublikum (der i øvrigt ikke kunne være mere ligeglad) og et skolesystem, hvis lærere i forvejen udmærket evner ud fra egen selektering at undervise i de store, danske værker.
Hvis man rent faktisk har investeret i vor kulturministers udgivne papirudgave af den sagnomspundne kulturkanon, så kan man uden nærmere eftertanke fluks parkere den bagerst i reolen og i stedet gøre plads til Gyldendals fembindsværk Dansk litteraturs historie - her er der nemlig mere indlemmelse end udelukkelse!
Første bind er en kompakt sag på små syvhundrede sider, der indledes med den danske litteraturs fødsel i middelalderen. Man introduceres for krøniker (bl.a. Roskildekrøniken), de nationale historikere (Saxo) samt høvisk digtning, folkeviser og legender - foruden, at man gives et relevant indblik i middelalderens religiøse og samfundsmæssige infrastruktur.
Middelalderen glider som bekendt over i renæssancen, hvor humanismen og reformationen omrokerer på menneskesyn såvel som vor opfattelse af Gud og religion. I dette afsnit får man indblik i så divergerende litterære former som salmedigtning, skolekomedier - bl.a. ved den herlige Hieronimus Justesen Ranch - og hyrdedigtning.
Salmedigtningen har én af sine ypperste repræsentanter i Thomas Kingo, der naturligvis fylder godt i kapitlet om barokken, hvor vi præsenteres for noget så finurligt som en verdslig præst, der ved siden af sin religiøse passion også fandt tid til den kødelige, hvilket ikke mindst hans lyrik vidner om. Der er selvfølgelig også blevet plads til gennemgangen af et af barokkens mest respektindgydende værker, nemlig Leonora Christinas selvbiografiske Jammers Minde, der som bekendt skildrer hendes lange og udmarvende fængsling i Blåtårn.
Da barokkens ortodokse periode lakker mod enden er det naturligvis for at gøre plads til oplysningen og fornuftens tid, hvor den dansk/norske storsatiriker Ludvig Holberg bl.a. forlener os med Jeppe på bjerget og Den politiske kandestøber, og hvor Hans Adolph Brorson (pietismens salmedigter) giver os så smukke salmer som Svane-Sang og det bombastiske storværk Troens rare klenodie.
Jeg kunne forsætte i det uendelige, men ville aldrig kunne give en udtømmende beskrivelse af dette herlige bind, der skildrer de tidligste litterære strømninger i det danske åndsliv. Det er et ambitiøst, storstilet og vellykket litteraturprojekt, der i sin fremstilling af den danske litteratur og dennes udvikling, grundigt introducerer forfattere, værker og kulturstrømninger. Herved gives læseren et suverænt overblik over udviklingen i dansk litteratur fra 1100 til i dag, hvor litteraturen læses ind i den korrekte og relevante tidsperiode.
Så hvis du - kære læser - vil have et nuanceret, velfunderet og professionelt skrevet værk over den danske litteraturs frembringelser i perioden fra 1100 til 1800, så kan det kun gå for langsomt med at opsøge nærmeste boghandler og sikre sig et eksemplar af bind 1.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Klaus P. Mortensen & May Schack (red.): Dansk litteraturs historie Bind 1: 1100-1800
Forlag: Gyldendal Sider: 704
ISBN: 978-87-02-04182-8