|
|
Svenske José Gonzáles lagde vejen forbi et udsolgt Store Vega onsdag den 12. I år udkom Jóse González' andet album 'In Our Nature'. Aftenens koncert bød på et varierende udbud af sange fra det album såvel som sange fra 2003-albummet Veneer. Koncerten var et skarpt billede på José González' musiske kunnen og evne til fylde et rum ene mand.
Endnu en gang bød Vega indenfor til en oplevelse, hvor det musiske udtryk kom i fokus igennem veldrejet lyd og stemningssættende lokaler. På scenen sad en mand med hans guitar og skabte strømninger af ærlige lydbilleder tilsat genkendelig tekst. Med sange som "Deadweigth on Velveteen", "Hints" og "Heartbeats" i koncertens begyndelse blev der skabt grobund for intimitet og et opslugt publikum. Denne tendens var desværre ikke gennemgående for koncerten, da intimiteten til tider virkede en anelse forceret, og der var en del uro på de bagerste rækker.
I Vegas mørke lokale kunne det siddende publikum nyde det drømmende og lidt støvede udtryk på scenen, der blev skabt af en enkel lyssætning med røde og hvide lamper. Under numre som "Stay In The Shade" og "How Low" skete der en tydelig intensivering af sangene ved at lade lamperne lyse salen op i takt med González' stigende toneleje. Midtvejs i koncerten fik José González selskab af en perkussionist og en pige med en tamburin. Sammen fik de formuleret aftenens absolut smukkeste nummer; "Cycling Trivialites". Selvom José González evner at skabe et heltstøbt udtryk på egen hånd, tilføjede de ekstra instrumenter lige den tand mere, der gjorde nummeret så enestående, som det var.
Med to af ekstranumrene gav José González publikum et indblik i, hvordan han mestrer kunsten at lave velfungerende og vedkommende covernumre. Med fortolkningerne af Kylie Minogues 80'er hit "Hand On Your Heart" og Massive Attacks "Teardrop", viste José González, hvordan man drejer covernumre og gør dem til sine egne. Koncerten blev rundet af med stående applauser, og de var mere end velfortjente. Dog kunne man have sat pris på et mere opslugt publikum, da González sad helt åben på scenen, og spillede musik på den mest ærlige måde.
