'Et Drømmespil'; Strindbergs moderne drama om gudedatteren Agnes, der uheldigvis dumper ned på jorden og lever ved siden af, blandt, uden for, midt i mellem, sammen med og uden for menneskeracen, er et rent guldkorn på Frederiksberg Allé. Den optimale visuelle udnyttelse af teatrets kukkasse inviterer os inden for i et gakket univers - med mening!'
"Det er synd for menneskene" synes at være hovedbudskabet og den ofte konkluderende, udtalte dom fra gudedatteren, der hvirvles gennem sceneklip af skolelærerens magtmisbrug, advokatens fortvivlelse, kernefamiliens indelukkethed og mulighedernes forlis. Drømmespillet er renset for censurerende overjeg og søger at frisætte, hvad Strindberg mente var bevidstheden over dem alle: drømmerens.
På Betty Nansen har Katrine Wiedemann hugget en hæl og klippet en tå i det oprindelige manus og fokuseret på de komiske og surrealistiske elementer, således, at der folder sig et skævt og sjovt eventyr ud på de - i ordet bogstaveligste forstand - skrå brædder. Det er, som var et sandhedsserum fra oven blevet tilført intravenøst, og forestillingen evner at forene de komplementære størrelser underholdning og individuel refleksion.
Scenografien af Maja Ravn er eminent; vasketøjet hænger fra bagtæppet og ud i rummet, mødebordene står vinkelret på scenen, og den gennemgående cliffhanger er døren - DØREN - bag hvilken menneskene forventer at finde svaret. Svaret på det spørgsmål, de ikke kender.. Nyd også Jens Jørn Spottag som 'all round mand' og ikke mindst Lily Weiding som den aldrende portnerkone, der synes at vogte menneskenes ukendte hemmelighed.
Og gå så selv ind og se Et Drømmespil på Betty Nansen Teatret og se, hvad der gemmer sig dér bag døren.
Betty Nansen Teatret: Et Drømmespil
Foto: Natascha Thiara Rydvald
