Lorcas klassiske ‘Blodbryllup' på Gladsaxe Ny Teater er en spektakulær cocktail af lige dele poetisk surreelt kærlighedsdrama og politisk moralitetsteater. Men en stor gevinst er det, at man, så at sige, har sat musik til stykket med Hans-Erik Philips suggestive partitur, der får Lorcas arkaisk, poetiske sprog til at glide lettere ned.
Her kommer Gladsaxe Ny Teaters Folkekor til sin ret. Rebekka Owe solostemme og andre dramaturgiske virkemidler forlener stykket med en aura af græsk tragedie.
Handlingen, der baserer sig på virkelige hændelser, er ganske kort, at Bruden, der lige har indgået fornuftsægteskab, på selve bryllupsnatten stikker af med sin elskede Leonardo, der både har kone og barn. Alle mændene inklusive brudgommen sætter efter parret, og det ender med et voldsomt slagsmål og to døde mænd. Bruden bliver først lagt for had af alle, men ender med at blive forsonet med brudgommens mor.
Lorca blev meget berørt af denne ulykkelige historie, der rystede Spanien i 1928, og som illustrerer den erotiske kærligheds vilkår i et land totalt præget af den katolske kirkes rigide dogmer, der totalt dominerer det traditionelle samfund. På det personlige plan drejede det sig for Lorca om den homoseksuelle kærlighed, der var lige så fordømt som den uægteskabelige. Og som homoseksuel viser han en enestående forståelse for hvordan især kvinder blev undertrykt i den tids Spanien. Ægteskabet var et regulært fængsel for kvinden, som Moderen siger det til sin kommende svigerdatter, Bruden: "Du ved vel, hvad det vil sige at gifte sig, mit barn? En mand, nogle børn og en to alen tyk mur mellem dig og alt andet."
Det er kvinderne, der totalt dominerer historien i 'Blodbryllup'. Moderen, inkarnationen af det traditionelle Spanien, i en glansrolle af Kirsten Olesen, er et uheldsvangert magtmenneske, til stadighed plaget af de tab, hun har lidt, og som ender med at sende sin eneste tilbageblivende søn i døden.
Maibritt Saerens er lige så overbevisende som Bruden, fra første færd utilpas i sin rolle, sydende af indestængt begær, og Rebekka Owe, i en pragtpræstation som både den aktive og sprælske tjenestepige, og den svegne hustru, der synger så smukt om sin kvide med sit barn på armen.
Af de mandlige figuranter skal nævntes Ken Vedsegaard, den inkarnerede elsker Leonardo, den eneste navngivne i forestillingen, og som emmer af maskulin mystik, og Baard Owe, først som den forstandige verdensmand, Faderen, der er bevidst om det fordelagtige ægteskab, og siden som den dæmoniske måne, der hjælper tiggersken - og døden (også Kirsten Olesen) med at indfange de elskende: Hør lige nogle bidder af deres uhyggelige ordveksling:
Tiggersken: "Lys nu på vesten, og træk dens knapper til side, så kender knivene resten af vejen i blinde."
Månen: "Men giv dem en rigtig langsom død, så blodet kan ringle hvislende mellem mine fingre. Se, hvor mit udbrændte askekrater vågner af lysten til denne kildes skælvende stråle!"
Det kan undre, at månen er så blodtørstig, koret synger også et sted om 'den grusomme måne.' Man kunne tolke det som et tegn på, hvor totalt samfundet er gennemsyret af angsten for den ægte kærlighed.
Men det er som sagt musikken og koret der redder forestillingen fra at klinge for meget af melodrama.
Foto: Miklos Szabo
Gladsaxe Ny Teater: Blodbryllup
Se spilletider
