|
|
"Ingen" er én lang besværgelse af døden og angsten, en hudløs skildring af en sindslidendes verden, hvor kærligheden mellem mand og kvinde er dømt til at mislykkes. Det er Anne Lise Marstrand-Jørgensens tredje prosabog, men hendes begyndelse som lyriker fornægter sig ikke. Flere kapitler fremtræder som rene prosadigte, især når der skal udtrykkes stærke følelser af angst, vrede, had, og billedsproget er mange steder rammende, men også nogle gange gådefuldt og søgt.
Jeg-fortælleren Elisabeth er fotograf, midaldrende, fraskilt med en voksen datter, og har et godt forhold til datterens far, Thomas. Otto, hendes kæreste, er journalist, de har aldrig boet sammen, og handlingen går i gang, da Otto rejser bort uden at give besked, og hans søster Anita lader ham efterlyse af politiet. Anita omtales aldrig uden prædikatet irriterende, hvor forfatteren meget opfindsomt via typografien viser Elisabeths projektion på hende. Otto beskæftiger sig med opklaring af politisk korruption og lignende sager, og Anita og politiet frygter, at der er sket ham noget.
Elisabeth vil i første omgang ikke indse, at der er grund til at være nervøs, bare fordi irriterende Anita har blandet politiet ind i det, men inden længe kommer hun ud i en krise, uden tvivl udløst af Ottos forsvinden, og det bliver snart åbenlyst, at Ottos tilstedeværelse hidtil har været en garant for hendes psykiske ligevægt..
Den åbenmundede Anita har også indviet politiet i Elisabeths tidligere indlæggelser på psykiatriske afdelinger på grund af allehånde psykiske forstyrrelser, angstneurose, tvangsneurose, depression etc., og det gør Elisabeth ekstra bange, da hun er vant til, at man ikke har tiltro til hende på grund af psykisk uligevægt. Inden længe får hun et tilbagefald og overvældes af følelser af manglende selvværd og skam i forhold til både datteren og elskeren. Der følger en klinisk case-history forfattet af hende selv, men underskrevet af Sigmund F., hvoraf det fremgår, at Elisabeth er fikseret i den orale fase. fordi hendes mor ikke var i stand til at amme hende som spæd.
Det følgende kan betragtes som en undsigelse af den dybdepsykologiske behandlingsform, Elisabeth kan ikke bruge den til noget. Som hun siger: 'Jeg er prisgivet som alle andre. Forskellen er, at jeg kan mærke det.' Og om sin oplevelse af at være psykiatrisk patient:
"Mona gentog flere gange, at jeg havde god grund til at være ulykkelig. (..) Jeg skammede mig. For jeg var nærmest ligeglad med, hvad andre kaldte det, og var kun ilde berørt af, at alle virkede lettede over endelig at kunne diagnosticere mig, tage mit navn fra mig og mase mig ind i glasmontren under et skilt med påskriften: Depression, bipolar affektiv lidelse type II, grænsetilfælde."
Romanen er en konsekvent beskrivelse af, hvordan det er at leve i en paranoid psykoses nådesløse greb. Der er medrivende skildringer af Elisabeths mange nedture, genoplevelse af indlæggelser på den lukkede afdeling, helt surrealistiske scenarier, hvor skillelinjen mellem drøm og virkelighed skrider samt erindringer af samvær med Otto, både voldsomme skænderier og lidenskabelige, ekstatiske kærlighedsmøder. Men Elisabeth kræver en totalt kompromisløs hengivelse, som hun må erkende, at Otto ikke er i stand til, og skønt han vender tilbage og beder om forsoning, må hun vise ham bort. "Og bagefter. Er der INGEN." står der til sidst, som på en måde knytter an til begyndelsen: "INGEN er død."
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Ingen
Forlag: Gyldendal
Sider: 168
ISBN: 978-87-02-06490-2
