|
"Nu kommer der snart et rigtigt heavy-band på scenen," sagde Volbeat-forsangeren mellem to af de sidste numre i deres sæt. Og det gjorde der så sandelig i Megadeth! Men Michael Poulsen havde nu ikke behøvet være så ydmyg igen. For Volbeat satte i den grad tryk under kedlen i KB-Hallen denne fugtige, smålune aften den 8. februar på Frederiksberg.
P3 har velvilligt sørget for, at vi alle kan genkende Volbeats heavy-rockede stil, om vi så blev vækket midt om natten og udspurgt. Og deres rockabilly-metal er bare velegnet til at sætte liv i kludene.
Så mangen en Megadeth-fan har nok kunnet affinde sig med Volbeat-vokalen, der kan minde om et liderligt får på repeat. For det er helt sikkert i høj grad Volbeats fortjeneste, koncerten var udsolgt lang tid i forvejen, og at man kunne lokke sine venner med til Megadeth. Og ret beset er Dave Mustaines vokal mindst lige så særpræget, da han som inkarnationen af Metallicas dårlige samvittighed og udskud altid har lydt ekstremt vrissende, sur og indebrændt. I virkeligheden begge dele glimrende energikilder til stemning i metal.
Megadeth åbnede med nummeret "Sleepwalker", hvilket virkede perfekt. Et livligt nummer, der både er relativt nyt, men som samtidig illustrerer fint, at bandet ikke er faldet det mindste af på den i forhold til tidligere udgivelser. Selv om alle undtagen Dave Mustaine er blevet udskiftet under vejs.
"Jeg er sgu ikke kommet for at høre jazz," udbrød min sidemand ved synet af bassisten. Blot fordi hans bas var fin og rund, udført i lyst træ og sad langt oppe på maven. Og altså ikke var sort, sylespidst v-formet og hængende over knæene, som det ellers er almindeligt i metal. Genial kommentar, der fint illustrerer en lidt indgroet konservatisme i det rustne ungdomsoprør "metal anno 80'erne". Men lad det være sagt med det samme: Mustains band spillede perfekt. Og især hans 2. guitarist, Chris Broderick, udførte solo-sammenspillet så man næsten fik en lille tåre i øjenkrogen.
Og det gik over stok og sten i et festfyrværkeri af alle de gamle klassikere blandet med et par af de nyere numre. Ingen kan komme og sige, at Megadeth svigtede deres gamle fans. Vi fik 17 numre denne aften; opskriften var 2/5 fra Rust in peace eller tidligere, 1/5 Symphony of Destruction og resten blandede nyere hits hvoraf ingen anmeldelse vil være komplet uden nævnelse af "Washington is next" og "A tout le monde".
Det hele blev rundet af med "Holy wars... the punishment due", som skabte jubeludbrud ved guitarsoloerne, ikke ved catchy omkvæd. Sådan skal det ganske rigtigt være, når man hører rigtig metal. Ligesom Johnny Bredahl, en af nationens rigtige helte, gjorde fra de bagerste rækker i salen, hvor også denne anmelder havde bevæget sig hen ved slutningen af koncerten. Et par minutter senere, på vej mod udgangen, så man Volbeat-forsangeren igen: denne gang i færd med at pleje omgang med sine begejstrede fans - altså ikke med at høre Megadeth, som han ellers havde sagt han ville.