|
|
Bogen om Katarina den store beskæftiger sig hovedsagligt med hendes unge år. stemningen i bogen er bemærkelsesværdig i det den er ensidig positiv i sin beskrivelse af Katarina sammenlignet med det billede der fås fra de fleste andre kilder. Katarinas liv beskrives dels ud fra hendes egne optegnelser og dels fra optegnelser skrevet af Frédéric Charles de Belleville, som var fransklærer ved det russiske hof.
Bogen er usædvanlig velskrevet og fængende i forhold til at være en historisk roman, hvor mange forfattere har tendens til at dosere og være bedrevidende. Den grøft falder Heinz Aleman aldrig i til gengæld kunne man godt savne en efterskrift med forfatterens egne betragtninger om Katarina set i forhold til sin samtid og betydning for det politiske liv i Rusland og Europa. Dette kommer næsten ikke frem i bogen, der mest fokuserer på, hvem og hvordan Katarina var som person og kvinde og først derefter som kejserinde.
Katarina var oprindeligt en tysk prinsesse som kom til Rusland, fordi den russiske kejserinde havde besluttet, at hun skulle giftes med tronarvingen storhertug Peter. Ifølge Katarinas egne optegnelser bestemte hun hurtigt, at hun ville gøre alt, hvad hun kunne for at komme over ens med Kejserinde Elisabeth, Peter og det russiske folk. Hun lærte sig russisk, hvilket Peter ikke selv kunne, læste mange bøger og holdt sig orienteret om, hvad der foregik i Rusland og Europa og korresponderede med mange af de mest berømte tænkere og filosoffer på sin tid. Peter var på sin side ikke interesseret i Rusland og endnu mindre det russiske folk. Han beundrede den preussiske konge og holdt af at lege soldat.
Ægteskabet mellem den intelligente Katarina og den barnagtige Peter blev ikke lykkeligt. Katarina blev hurtigt populær blandt russerne. Peter nåede kun at være kejser i få måneder inden Katarina ved hjælp af garden fik ham afsat og sendt i husarrest, hvor han døde efter kort tid. Dengang mente alle, at Katarina selv havde fået ham myrdet og udspredt et rygte i Europa om at Peter III var død af hæmorider, hvilket yderligere gjorde ham til grin, men i bogen gives der klart udtryk for at fangevogterne slog Peter ihjel uden at Katarina var involveret i det, hun undlod blot at straffe morderne.
I slutningen af bogen overtager Frédéric Charles de Belleville fortællingen, og han føler sig nødsaget til at udvise en smule harme over Katarinas overdrevne sexualdrift, selv om han stadig elsker og beundrer hende på trods af denne graverende moralske fejl.
Det er ikke fordi der gås særligt dybt ind i denne del af Katarinas liv, selvom det nok er noget af det, hun er allermest kendt for. Hun roses til skyerne for sine meninger og reformer, og så gåes der temmelig let henover, at hun i Rusland nærmest var at sammenligne med en tyran og absolut ikke gjorde livet nemmere for den almindelige russer i sin regeringstid.
Bogen egner sig også til at blive læst af større børn selvom visse udtryk såsom "hun gav sin mand horn på" nok ikke vil blive forstået. Det er spændende at læse en bog med fokus på Katarina som person mere ens som regent, men hvis man vil have et mere nuanceret billede af den store kejserinde, er man nødt til at læse andre bøger også, som fokuserer mere på selve regeringstiden og strømningerne i samfundet og politisk.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Heinz Aleman: Katarina den Store
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 230 sider
ISBN: 9788711314357
