|
|
Med "Don't let me down" præsenterer Kaleidoskop en surrealistisk og scenografisk imponerende fortælling om at finde tilbage til sine rødder. Med lige dele humor, alvor og poesi fortælles en historie, der er både rørende og vedkommende, men desværre lider under, at den til tider er lidt for langtrukken.
Don't let me down handler om den kolde og arrige forretningsmand Tomas Connor, der er blevet fremmedgjort fra alt og alle. På vej til en vigtig konference bryder hans bil sammen og han må tilbringe natten på et provinshotel et sted i Danmark. Her møder han den mystiske Louise, der kan sætte blade tilbage på blomster - og som måske også kan give liv til andre døde ting.
Tjekkisk/canadiske Tomas Kubinek er meget overbevisende som den højtråbende forretningsmand. Selv når han er alene på scenen, fornemmer man tydeligt de stakler, han råber af. Hans forvandling fra højtråbende kyniker til legebarn og drømmer sker gradvis, godt understøttet af den debuterende Louise Hansen, der leverer en meget udtryksfuld og rørende præstation som den spøgelsesagtige Louise.
Julie Forchhammer har stået for den flotte, nytænkende scenografi. Ved hjælp af tre sorte tavler fremmanes værksteder og vaskerier, køreture og hoteller - og så indgår de også direkte i settet som seng og bord set fra oven. Meget enkelt og utroligt velfungerende. Godt understøttet af den dog til tider lidt for høje musik fremmaner de en eventyrlig, dragende stemning, som er svær at ryste af sig ved stykkets slutning.
Tematisk bindes stykket sammen af Louise Hansens digte, der foregriber stykkets handling og understreger hendes karakter som profetisk, overjordisk væsen: "Jeg har ventet på dig længe, længe min ven" skriver hun, første gang de mødes. I det hele taget går digt, musik, forestilling og scenografi op i en højere enhed. Det eneste, der halter, er tempoet: Især den drømmeagtige scene, hvor Tomas genfødes til sin barndoms værdier, varer simpelthen for længe. Det er synd, fordi scenen egentlig fungerer godt med det bølgende lærred, farverne, musikken og Tomas og Louises flyvende skygger.
Forestillingen har vakt en del opmærksomhed, fordi Louise Hansen har Downs syndrom. Det problematiseres flere gange i stykket, f.eks. når Tomas udtaler, at hun ligner en, der burde arbejde i et cirkus. Det virker ekstremt provokerende, men også befriende på den måde at bryde med et af vores samfunds tabuer. På det tidspunkt er man som tilskuer for længst holdt op med at tænke over Louise Hansens sygdom - ja, hun har Downs syndrom, men hun står på scenen, fordi hun er en dygtig skuespiller. Det er også den fornemmelse, man som tilskuer går ud fra Kaleidoskop med; at Don't let me down er værd at se, ikke fordi eller på trods af, at der optræder en skuespillerinde med Downs syndrom, men fordi det ganske enkelt er et godt stykke.
Foto: Julie Forchhammer
Kaleidoskop 1: Don't let me down
