Forestillingen "Samlerne" er et forsøg på at formidle en mærkelig og interessant historie om to brødre, der trak sig væk fra samfundet og levede som eneboere i et stort hus på Manhatten. Stykkets to skuespillere portrætterer brødrene og deres indbyrdes forhold, men forestillingen giver langt flere spørgsmål end svar om det mærkelige par.
Samlerne handler om brødrene Collyer, som endte med at få opkaldt sygdommen "samlermani" efter sig. De to brødre flyttede i 1909 ind i en herskabsejendom i Harlem med deres forældre. Faderen var en kendt gynækolog og familien tilhørte den øvre middelklasse. Begge brødre fik gode uddannelser. Homer, den ældste broder, blev advokat, mens Langley uddannede sig til ingeniør, men fik en karriere som koncertpianist. Et eller andet sted går noget galt, ikke bare med brødrene, men også med forældrene og brødrenes søster, der dør som barn.
I 1909 bliver der lukket for telefon og vand. Året efter flytter faderen ud af huset og dør 5 år efter, åbenbart uden at lade sig skille fra moderen, idet hun ved hans død arver alle hans ting. I 1928 lukkes for gas og elektricitet og året efter dør også moderen af en sygdom, vi ikke hører mere om. Ved moderens død er Homer 48 og Langley 44 år gamle og bor øjensynligt stadigvæk hjemme.
Efter moderens død opsiger begge brødre deres stillinger og trækker sig tilbage fra omverdenen. De barrikerer sig i deres hus, og vil ikke have kontakt med andre. Homer mister synet som 53-årig og plages herefter mere og mere af gigt. Langley tager sig godt af sin storebror og samler blandt andet aviser, så Homer kan læse alle nyhederne, når han får sit syn igen. Langley har opfundet sin egen kur mod Homers blindhed. Homer skal bl.a spise 100 appelsiner om ugen.
I 1947 modtager politiet et tip om, at der befinder sig en død mand i brødrenes hus. Politiet tager selvfølgelig ud og undersøger sagen, men kan ikke komme ind i huset pga. alt det skrammel, de to brødre har indsamlet og stablet op foran døre og vinduer. Det lykkes endeligt at komme ind på én af de øverste etager, hvor betjentene dog stadig må bruge et par timer på at smide affald ud af vinduerne, inden de finder liget af Homer siddende i sin stol, kun iført badekåbe. Langley derimod er som sunket i jorden og der sættes efterlysningsplakater op, mens man fortsætter med at bære affald ud.
Først 19 dage senere finder man Langley kun få meter fra, hvor Homer blev fundet. Langley er blevet fanget i en af de fælder, han selv har sat op for at fange alle, der forsøger at trænge ind. Det stod klart, at Langley var død først, hvorefter Homer var død af sult og tørst.
Der blev kørt over 100 tons affald væk fra huset, som derefter blev revet ned på grund af brandfare.
Historien om de to brødre er spændende og mystisk. Hvad får to veluddannede mennesker fra en pæn og respektabel familie til at trække sig tilbage fra verden og foretrække livet som eneboere? I stykket forsøger de to skuespillere
I andet akt er der gået 30 år og her er det tydeligt, at al normalitet er forsvundet, men der gives ikke noget svar på, hvorfor det er endt sådan.
Der er små hentydninger til deres barndom. Noget med søsteren som døde, men som det er forbudt at tænke på eller tale om. Den ene af brødrene har muligvis også været væk på et tidspunkt. Noget med faderen og dennes sommerfuglesamling, som måske/ måske ikke eksisterede og var låst inde i et rum, hvor ingen måtte komme. Det kan ligeledes undre, at der overhovedet var nogen der vidste, at der var en død mand i brødrenes hus, når de ingen kontakt til omverdenen havde.
Stykket giver som nævnt flere spørgsmål end svar og de to skuespillere slipper godt fra deres portrætter af de to mærkelige brødre, men knapt så godt fra at fortælle deres interessante historie.
Foto: Mads Peder Friis Jensen
Svalegangen: Samlerne