|
|
Smag på navnene: Stolen Babies, Poison the Well og The Dillinger Escape Plan. Tre uheldige associationer; hesten, du ikke skulle have spillet dine sidste penge på, den dårlige ide, som aldrig skulle have været forsøgt realiseret eller ondskaben vi kender for godt. De tre bands, der spillede i Pumpehuset onsdag den 5. marts, matchede hinanden på mange måder.
Stolen Babies er noget rimeligt kreativt Kittie møder Slipknot møder tidens punk trends og sørøver-stil. Forsangerinden, Dominique Persi, sætter med sin harmonika og pige-galimatias et uforglemmeligt indtryk i sig selv. At resten af bandet er fuldvoksne mænd klædt i plys-kjoler virker pludseligt helt naturligt. Jeg glæder mig til at studere deres plader nærmere, men tvivler på, musikken dér er lige så sprælsk som denne aften i Pumpehuset. For det var godt nok cool.
Poison the Well var lige så velvalgt som opvarmning, bort set fra de måske minder lidt vel meget om hovednavnet. Eller rettere: Om det tidligere materiale som f.eks. Calculating Infinity. Og omtrent så utilnærmeligt og sært ved første lyt, men medrivende når det først er tævet ind under huden. Og det nåede de faktisk at få gjort mod en anseelig del af publikum i det begrænsede tidsrum, de havde at gøre godt med.
Hvor Stolen Babies var spraglede og kreative, efterlod Poison the Well et mere ensartet, stereotypt noise metal indtryk. Begge glimrende som supplement til The Dillinger Escape Plan, men absolut på hver sin vis. Så på den måde fik man for entréen et superbt, tætpakket program med anti-mainstream, alternativ, hard core musik.
Superlativ-kvoten for én anmeldelse må næsten være opbrugt allerede, men The Dillinger Escape Plan kalder på en beskrivelse, der går længere end et par rosende ord. For de var ikke bare fede; de var federe end de to opvarmningsbands tilsammen, bedre spillende, vildere på scenen, overlegne i sætliste, vildere, mere engagerende og bare overlegne. De skal alligevel ikke læses om, de skal ses og høres.
Selvfølgelig gik bandet amok i et velvalgt udpluk af materiale fra især de to nyeste udgivelser, Ire Works og Miss Machine. Greg Puciato's bodybuilder-store biceps var ved at eksplodere fra første nummer, så tændt var han. Teknisk men larmende, med sing-along passager, men også frastødende råberi. Svedigt i ordets bogstaveligste forstand. Mars Volta i dobbelt tempo og trippel distortion. Genialt.
Ikke mange sekunder blev efterladt uden forstærkerne oppe i det røde felt. Der var fuld smæk på programmet fra første takt til fem minutter i midnat. På det tidspunkt måtte forsangeren hoppe ned fra en stige, han var strandet på i et forsøg på at klatre på tværs af scenen i lyd- og lys-udstyrets ophæng. Og den ene guitarist var i færd med at kravle op fra mosh pit'ens mørke bravt kæmpende for at få både instrument og sig selv med i ét stykke. Alle i den proppede sal råbte på mere. Men selv om bandet skulle have haft et par ekstranumre i ærmet, var der ikke tid til det.
De var kommet til at skyde den alt for meget af, og koncerten sluttede mindst lige så brat og brutalt som mange af deres numre gør det. På den måde var det at indløse billet til Pumpehuset denne aften meget lige som at åbne sin The Dillinger Escape Plan CD, blive rykket rundt i et skarpt afgrænset tidsrum blot for at blive smidt ud til stilheden pludseligt og nådesløst. I dette tilfælde tilmed smidt ud til et antiklimaks af kold blæst, mørke og regnvejr. På vej mod døren lod anmelderen her sig friste over evne i merchandise-boden, og fik som prikken over i'et et "feel special every day" med på vejen af den buttede t-shirt-sælger. Jo tak. Og så på en onsdag i marts.
