|
|
Seksuelle frustrationer, brudte cølibater og hekseprocesser tørner sammen i en kamp i religionens navn i "Djævlene" på Betty Nansen. Trods gode skuespillere, dramatisk handling og smuk scenografi har man snarere en fornemmelse af at sidde i et filosofisk debatforum end at overvære et af historiens kulsorte kapitler.
Vi befinder os i Frankrig i 1634. Nonnen Jeanne, der har levet hele sit liv i klostret, bliver voldsomt forelsket i den populære præst, Grandier, uden nogen sinde at have set ham. Da Grandier skriver til kardinalen om hendes besættelse, øjner denne en mulighed for at slippe af med Grandier, hvis frie fortolkning af religionen er en torn i øjet på det katolske overhoved. Snart anklages han for at have besat nonnen ved djævelens hjælp og føre hele byen bort fra den sande gud.
Religionen spiller tydeligvis fallit i Peter Asmussens univers: Kardinalen (Preben Kristensen) er magtsyg og hengiver sig i hemmelighed til konfekt og onani. Jeanne (Laura Bro), overhovedet af Louduns kloster, drives til vanvid af sine seksuelle frustrationer, som hun på sadistisk vis lader gå ud over sine novicer. Selv stykkets helt, præsten Grandier (Jens Jørgen Spottag), er forfængelig på grænsen til det latterlige, ignorerer sit cølibatløfte og bøjer sin religion, så hans handlinger virker legitime. Som der bliver sagt i stykket: Han sætter ikke bare folket fri, men også sig selv.
Djævlene lider under at ville være filosofisk talerør for overvejelser omkring religion, humanisme, videnskab og menneskenes natur, og for at understrege pointerne fremstilles verden i sort-hvid. Derfor bliver de fleste personer også for unuancerede: den magtsyge kardinal, den sexgale nonne, den oplyste videnskabsmand, den promiskuøse præst, der dog viser sin styrke i nødens stund, og hans grænseløst naive elskerinde Claire (Marie Louise Wille). Med sin urokkelige tro på kærligheden og sin vilje til at tilgive al uret repræsenterer hun menneskehedens håb
Selvom skuespillerne leverer en god præstation, føler vi aldrig for alvor med dem. F.eks. blev jeg aldrig grebet af det umulige kærlighedsforhold mellem Grandier og Claire eller af dets tragiske klimaks. Ærgerligt, for det er en perlerække af fremragende skuespillere, der er blevet samlet: Preben Kristensen, Laura Bro, Marie Louise Wille, Jess Ingeslev og først og fremmest en strålende Jens Jørn Spottag.
Maja Ravn har skabt en smuk, tableau-agtige scenografi, hvor det altid er vinter. Kostumerne er med til at fremmane tidsånden, men de er også meget symbolske. F.eks. indledes stykket med en Preben Kristensen kun iført underbukser, billedet på en gammel hjælpeløs mand, indtil han stykke for stykke bliver iklædt sin pompøse kardinaldragt.
Alt i alt er Djævlene en flot forestilling med rigtigt gode skuespillere. At stykket bygger på rigtige begivenheder, burde desuden tilføje en ekstra dimension af uhygge. Alligevel savner man mere indlevelse og mindre forelæsning, når man forlader salen.
Foto: Natascha Thiara Rydvald
Betty Nansen Teatret: Djævlene
Se spilletider
