Flere nyheder

 
Film
Michael Clayton

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Michael Clayton
Ons. 12. mar. 2008

Debutinstruktøren Tony Gilroy har med "Michael Clayton" skabt en nervepirrende thriller, der tematisk befinder sig i samme klasse som Michael Manns underkendte ditto "The Insider" fra 1999. Filmen er et intenst og intelligent drama om sandheder, løgne og bedrag - ikke mindst selvbedrag - i en ufin advokatverden, hvor devisen lyder spis eller bliv spist!

Michael Clayton (portrætteret virtuost og indlevende af George Clooney) er en forhenværende offentlig anklager, der nu tjener til livet og vejen som såkaldt "fixer" hos advokatfirmaet Kenner, Bach & Ledeen. Han tager sig af de mere ømfindtlige sager, der fordrer finesse og fingerspitzgefül - et job, der ofte kræver, at man kan sætte sin samvittighed i bero.

Alt for længe har han ladet stå til. Alt for længe har han levet et liv, hvor grænsen mellem løgn og sandhed er blevet mere og mere utydelig og udvisket - og det har kostet! Ægteskabet er for længst endt i grøften, et kuldsejlet restauranteventyr har betydet, at han skylder penge til de forkerte mennesker og hans liv er på alvorlig deroute - han er træt, udbrændt og orker ikke sit job længere.

Michael Clayton er træt af de løgne, han tjener sine penge på, og da advokaten og kammeraten Arthur Edens (Tom Wilkinson) vælger at stå frem med oplysninger, der kan bringe et forlig på tre milliarder dollar i fare, må han vælge side. Edens har informationer om, at deres klient - U/North - har fortiet og tilbageholdt oplysninger om konsekvenserne ved brugen af de pesticider, firmaet fremstiller. Ikke kun vil U/North gå fallit, hvis disse oplysninger slipper ud, det vil også miskreditere Kenner, Bach & Ledeen, der står overfor en stor fusion med et andet advokatfirma. Clayton må bekende kulør, hvilket ikke er ligetil i en verden, hvor hajer klæder sig ud som advokater. Her skal man være varsom med at hoppe i vandet - man kan hurtigt blive spist!

"The Truth Can Be Adjusted" - således lyder Michael Claytons tagline. Tony Gilroys flotte thriller kan således fint ses i direkte forlængelse af Michaels Manns The Insider, hvis tagline berører samme emne og lyder: "Warning: Exposing the Truth May Be Hazardous". Begge film udforsker konsekvenserne ved sandheden og fordelene ved løgne, og de er superbe studier i menneskets mørke natur. Det er film, hvor hovedpersonerne kæmper en indædt kamp med deres samvittighed, og hvor evnen til at kunne se sig selv i spejlet til sidst definerer deres valg.

Både Tom Wilkinson, George Clooney og Tilda Swinton var nomineret for deres præstationer ved dette års Oscaruddeling - og alle kunne have fået den. Men ud af de syv nomineringer, filmen samlet modtog, var det kun Tilda Swinton, der vandt. Hendes portrættering af advokaten Karen Crowder, der arbejder for U/North, er på en gang medynkvækkende og afskyelig. Hun formår at skabe et nuanceret billede af et menneske, der er trængt så langt op i en krog, at hun er villig til at ty til de mest drastiske metoder for igen at slippe ud af den - og dette formår hun at gøre uden at forfalde til klichéer og derved skabe billedet af en stereotyp hundjævel i jakkesæt. Det er en flot og i den grad Oscarværdig præstation!

Foto: 20th Century Fox

Ude på DVD fra SF-Film

Se film-info