Flere nyheder

 
Klassisk musik
Three på Det Kongelige Teater

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Three på Det Kongelige Teater
Tir. 25. mar. 2008

Det bedste ved Det Kongelige Teaters gæstespil med Batsheva Dance Company er næsten titlen. Three. Så er der ikke lovet for meget programdans eller lagt op til mere, end hvad den gode times forestilling opfylder; tre sanselige kropsfortællinger integreret med både musik og.. stilhed.

Parringen af koreografi og toner er nærmest orgastisk; særligt de to sidste danse "Humus" og "Secus" til moderne, elektronisk musik af blandt andre Kid 606 og Rayon forener krop, rum og lyd og tilsidesætter dermed publikums iboende behov for at "forstå". Her er ingen andre temaer end begreberne spænding, passion og frustration.

Kompagniets knap 20 dansere er klædt i kolonihavehustøj, og da først synet af t-shirts og capribukser ikke længere forstyrrer, er det, som om de på en og samme tid kønslige og kønsløse dansere annullerer hinanden i en kæde af sanselige individualiteter og fællesskaber. Den første af disse tre små stykker, "Bellus", der betyder smuk, gør så aktivt brug af Bachs Goldbergvariationer, at den fuga, som følger de mange dansevariationer over arien, helt fysisk danses ind i de små, fine pas des deux'er. Fugaens sammenfletning af individuelle melodier til en stor rum(me)lig melodi understreges i de momentane sammenføjninger, der ligger mellem dansernes kroppe. Ja, smuk er den, den "Bellus".

Forgængelighed, grådighed og seksualitet er også på spil - de ni kvindelige dansere i anden del "Humus", der betyder jord, smasker i kor, mens deres kroppe skiftevis vejrer i den imaginære vind og roterer indbydende med bentøjet fra gulvet, jordens overflade, og i den afsluttende Secus, der på bedste skizofrene vis betyder både 'ens' og 'forskellig fra' på latin, skiftevis hiver både de kvindelige og mandlige dansere op i blusen eller blotter kønnet bag buksens lynlås.

Dualismen kommer ligeledes til udtryk i den allersidste kraftanstrengelse til tonerne af Beach Boys' "Welcome", hvor danserne tager ture med skiftevis åbent og lukket kropssprog i en guirlande af vægelsind. Smukt, smerteligt og sindrigt.

Foto: Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater: Three