|
Takket være Marco Polo og dennes kinaodyssé er pastaen blevet den italienske hofret par excellence. Herfra har den gjort sin sejrsgang verden over og har blandt andet været en slem konkurrent til kartoffelknolden, der herhjemme er blevet trængt i defensiven. Nu har Jody Vassallo udgivet "Pasta på den nemme måde", der netop er kommet i handlen fra L&R.
Det danske kogebogsmarked sprudler nærmest over af kogebøger, hvor en ikke minimal del af disse helliger sig pastaen og dens smagsforførende egenskaber. Der er intet besværligt ved pasta, der let lader sig føje og indgå i de lækreste retter med friske grøntsager, kød, pesto og saucer - det er cuisine af den lette, men smagfulde slags!
Jody Vassallo har i sin bog Pasta på den nemme måde oplistet 80 bud på lækre pastaopskrifter, der spænder over variationsskalaen fra lette retter med pesto til de mere gedigne og fyldige af slagsen, der bl.a. involverer brugen af friske (altid friske) grøntsager, fisk, kød og fjerkræ.
Som det gør sig gældende for de to øvrige bøger i serien fra L&R, så er denne også bygget op omkring et introducerende afsnit, hvor man belæres om de mange, mange (ja, rigtig, rigtig mange) pastasorter, der rent faktisk findes. Alt er ikke spaghetti og skruer, at du ved det, kære læser! Man introduceres for, hvorledes man koger pasta korrekt - al dente skal det være - og man forklares forskellen på tørret og frisk pasta - en forskel, der måske er ganske åbenlys, men alligevel..
Udover dette er der de obligatoriske afsnit om, hvad ens køkkenskuffer og skabe skal indeholde af alskens mere eller mindre finurlige redskaber, så man altid kan høvle lidt parmesan i korrekte, lækre flager samt skrælle en courgette i tynde, delikate strimler. Der er også afsnittet om, hvad man skal have stående af råvarer, hvis man mest muligt vil mime en italiensk husmor og hendes velassorterede køkkengemmer.
Men mest af alt er det jo opskrifterne, der er interessante, og her byder bogen ikke på de store kulinariske landvindinger, men har dog alligevel en lang række bud på lækre - og velillustrerede opskrifter - der nok skal gøre lykke hos pastaelskere. Ikke mindst skal den på side 151 placerede opskrift - casareccia med prosciutto, rucola og parmesan - have min varmeste anbefalinger!
Ydermere byder bogen på en række variationer over tomatsaucer, flødesaucer og pestoer - og så er der naturligvis opskrifter på pastadej, så man selv kan rulle sine gnocchier, trykke sine raviolier og valse sin egen fettucine og lasagnepalder. Buon appetito!
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Titel: Pasta på den nemme måde
Forfatter: Jody Vassallo
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider: 160
ISBN: 978-87-11-31533-0