Flere nyheder

 
Litteratur
Hvorfor er feminister så snerpede?

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hvorfor er feminister så snerpede?
Fre. 25. apr. 2008



Gretelise Holm stiller og svarer på 30 spørgsmål om køn og ligestilling i denne udgivelse, der fejrer 100-året for kvinders kommunale valgret - 100 år der ikke har rykket så meget ved ligestillingen, som man kunne håbe. Det kan denne udgivelse være med til at ændre på, når forfatteren blandt andet spørger "Hvorfor er feminister så snerpede?"



Når vi nu er landet i den helt store spørgsmålsrunde med denne bog, så lad undertegnede begynde med at stille et yderst påkrævet spørgsmål til sig selv: "Hvorfor læste jeg i sidste uge weekendavisens anmeldelse af dén bog, som jeg vidste ville dumpe ind ad min brevsprække til gennemlæsning og efterfølgende kritik?" Svaret er - af ren nysgerrighed, men konsekvensen er straks mere alvorlig: nu er det jo umuligt at gennemlæse Gretelise Holms pointer uden at være farvet af Leonora Christina Skovs synspunkter! I virkeligheden er jeg måske farvet uanset hvad, fordi jeg er kvinde. Måske skulle en mandlig anmelder hellere have taget sig kærligt af de 30 spørgsmål? Hvorom alting er, så bør både piger, drenge kvinder og mænd læse denne bog, der kan sætte ild under en ellers kun ulmende ligestillingsdebat.

Gretelise Holm er veloplyst og velbegrundet i sine argumenter. Hendes tilgang til kønsproblematikken er saglig, for som hun skriver:

"Det er helt afgørende for den kønspolitiske debat - ligesom for enhver anden politisk debat - at den bygger på konkret viden. Derfor er det klogt at samle på tal og statistikker, før man kaster sig ud i ligestillingsdebatten."

Hendes saglighed er samtidig hendes og bogens akilleshæl. Opremsningerne er effektive, men der mangler samtidig lidt ekstra kød på benet for at få det hele til at glide ned.

Holm er absolut mest spændende og egentlig mest informativ, når hun tager fat på kultur og historie, på samfundsroller og socialisering af kønnene. Inden og efter passagen med de 30 spørgsmål er der to lange afsnit med uddybende fokus på netop disse emner, hvori hun blandt andet berører sædelighedsfejden, kvinden som synder, kvindens seksualitet og kvinden i videnskaben - faktisk afdækker hun kvindehadets teorier og kvindesocialiseringen på en spændende men kort og præcis måde, der omhandler alt fra religion til sprog. Disse afsnit er helt klart bogens force.

Feminisme og kønsproblematik drukner ofte i den store kliché: det mandsdominerede samfund har forhindret kvindens udfoldelse og frie valg. Men er det en kliché? Ifølge Holm er det ikke, og hun beskriver samfundstrategier, der alle har forhindret kvinden i at opnå status som menneske og forblive i rollen som andenrangsborger. En tidslinje bagerst i bogen viser kvindens vilkår, nederlag og sejre fra 1857 frem til i dag - og det er forbløffende at læse, at den første kvindelige biskop først tiltræder sit embede i 1995, eller at Hanne Bech Hansen i samme år bliver den første kvindelige politidirektør.

Med spørgsmål som "Handler ligestilling ikke bare om, at kvinder skal tage sig sammen?", "Hvorfor hader feminister mænd?" og "Det er vel bare et spørgsmål om tid, så vil ligestillingen komme helt af sig selv?" lægger Gretelise Holm op til en nyrevidering af Danmarks ligestilling. Tallene viser alt andet end 50/50 - er vi nået dertil, hvor kun positiv særbehandling og kønskvotering kan hjælpe os videre? Det skal ikke være min opgave at svare på denne anmeldelses sidste spørgsmål, jeg vil i stedet sno mig behændigt udenom ved at vende tilbage til udgangspunktet.

Jeg er kvinde, så jeg må nødvendigvis være ovenud henrykt for denne bog. Det er jeg i teorien også, selvfølgelig skal begge køn have samme muligheder og valg, uden tvivl! Og det er åbenlyst, at det ikke er tilfældet i dagens Danmark - Holm skriver: "Vi har på de fleste områder indført formel ligestilling mellem kønnene, men man må skelne mellem formel og reel ligestilling." På samme måde må jeg skelne mellem mine formelle og forventede holdninger og så mine reelle holdninger som anmelder. Det er derfor, at kvindekamp og ligestilling i teorien altid vil være til seks stjerner, men at det i Gretelise Holms praktiske udførelse kun kan blive til 4.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Gretelise Holm: Hvorfor er feminister så snerpede?
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sider: 196
ISBN: 987-87-11-31815-7