|
|
Solen skinner, bjergene spejles i søens klare vand, og Amors pile skydes i en lind strøm efter ofre med blussende kinder, der bryder ud i sang, når kærligheden skal erklæres. Det er den klassiske operette i det tyrolske højland, men glædeligvis putter Odense Teater lidt ironisk malurt i bægeret, så det kan blive en seværdig sommer i Tyrol.
Tre kærlighedskonstellationer, to buksefabrikanter og den sidste østrigske kejser samles på hotellet "Den Hvide Hest" for at levere en fortælling om kærlighedens kvaler og forviklinger. Der er lagt op til en ordentlig omgang folkefest med alt, hvad der dertil hører, for ironien rækker kun så langt. Sommer i Tyrol er gennemgående en forestilling med højtravende højdepunkter, med klichéer og med jodlen, med hoser af læder og med platte vittigheder. Folkelighed og Linie 3-humor tiltrækker et vist klientel, og den vigende og grånende hårgrænse på det meste af publikum er ikke til at komme uden om.... Og så er der vist alligevel grund til at trække denne anklagende og selvforherligende ungdomsgalde tilbage, for forestillingen evner flot at balancere på knivsægget mellem selvhøjtidelighed og selvironi, så det bliver en opførelse for alle aldersgrupper.
Når nu man har sagt a, må man også sige b. Folkekomedier er et slet skjult ømt punkt for undertegnede, som i barndommen gentagne gange så Susse Wold og Dirch Passer folde sig ud som Josepha og Leopold, værtinden og overtjeneren på "Den Hvide Hest". Betty Glosted og Anders Gjellerup Koch er Odense Teaters bud på stykkets centrale elskende, og de gør det flot men overstråles af de to yngre par - Sigismund og Clara, og Gisela og Siedler. Især Siedler og Sigismund - også kendt som Claus Riis Østergaard og Peder Dahlgaard brillerer med ægte komisk talent. Arne Lundemann hænger heller ikke bagefter i sin morsomme portrættering af brokkehovedet og buksefabrikanten Otto W. Brockmüller. Ensemblet er stærkt og yderst velspillende og velsyngende.
Selvom Sommer i Tyrol er en østrigsk operette, er referencerammen for de fleste den danske folkekomedie fra 1964. Genren er helt sin egen og fordrer en speciel form for humor og skuespil, og krydret med selvironiske islæt er det da er også den tilgangsvinkel, instruktør Kasper Wilton har valgt til opsætningen - den er både 'corny' og kitschet, men stadig ærkedansk. Man har forsøgt sig med en nyfortolkning af både tekst, figurer og sange, og det virker egentlig okay forfriskende med et lille ansigtsløft. Man er vel ikke folkekomediefanatist!
I Vase-Fuglsangs nyfortolkning lyder det: " Ka´ Sigismund da gøre for, han er charmerende?" Og charmerende, det er han! - på trods af cykelstyroverskæg og motorbriller komplet med læderhue. På samme måde er der en vis portion charme over denne genre, der er noget fortryllende og befriende over en fortælling, der bevæger sig over og gennem de klassiske højdepunkter og bølgedale, der i stykket levendegøres af det tyrolske landskab - et landskab, der til stor morskab manipuleres og iscenesættes som forgodtbefindende af stykkets karakterer. Ironien er igen på spil: patos og lidenskab vælter ud over scenekanten, da Leopold i kærlighedens navn står ene og forladt foran sin elskedes vindue - men hvad skuer man på himlen? En flyvende mandolin, der behændigt og i rette øjeblik lander i Leopolds favn til en serenade scene; en deus-ex-machina-mandolin, der redder stykket på selvhøjtidelighedens grænse. Der er gentagne eksempler på sådanne fiktionsbrud, og de hjælper tilskueren med at sluge historien og hæver forestillingen op over klicheerne.
Klicheer, patos, corny kitsch og folkekomedie er blandet godt sammen på Odense Teater. Nyd, at det atter er sommer i Tyrol!
Foto: Odense Teater
Odense Teater: Sommer i Tyrol
Se spilletider
