|
På Får 302 kan man netop nu opleve Aktoratets anmelderroste forestilling "Hamlet Destruktionen", hvor Shakespeares klassiker er skåret ned til 25 sider, 80 minutter og én skuespiller. Udgangspunktet er lovende, og der er masser af nytænkning i stykket; men egentlig destruktion kniber det med.
Forud for stykkets begyndelse er Hamlets far død, og moren har giftet sig med sin afdøde mands bror, som hos Shakespeare. Men herefter stilles der spørgsmålstegn ved teksten: Får Hamlet virkelig besøg af sin fars spøgelse eller har farens død udløst en skizofreni, og er resten af handlingen ren fantasi, udsprunget af Hamlets tiltagende vanvid?
Maja Clementsen Hansen er ene kvinde på scenen, og spiller en utroligt alsidig Hamlet, der snart er skræmt, rebelsk, rasende, handlingslammet og dybt usikker på sig selv og sit hævntogt. Graciøst bevæger hun sig hen over scenen i konvulsiviske ryk og bratte spring, alt imens hun fægter med sin grå dragts spændetrøjeærmer. Især de første tyve minutter minder næsten om et dansestykke.
Liv Helm har skrevet manuskriptet og instrueret, og hun har brugt en del kræfter på at forvandle forestillingen til et stykke i et stykke (i et stykke). Ligesom vi har svært ved at skelne mellem Hamlets fantasi og stykkets virkelighed, vil instruktøren have publikum til at tvivle på, om de indgreb, der er i stykket, er virkelige eller blot endnu en del af stykket. Det er ganske fornøjeligt, men det bibringer ikke noget nyt til selve historien.
Fortolkningen af teaterscenen, der skal få den onde konge til at afsløre sin skyld, er overraskende og morsom. En gummisko spiller en af hovedrollerne med forbavsende god mimik. Stor ros til instruktøren for påfundet og til Maja Clementsen Hansen for den livlige gennemførsel.
På trods af alle de pudsige påfund savner stykket substans. Stærke symboler som navlestrengen, der korporligt binder Hamlet fast til slottet, bruges meget visuelt, men bringes ikke i spil i forhold til fortællingen.
Først og fremmest savner jeg destruktionen - af mennesket Hamlet eller af Shakespeare. Det er rigtigt nok en Hamlet i nye klæder, med en enkelt kvinde i alle rollerne og med et bud på en nyfortolkning af hovedpersonens psykologi; men man aner en kærlighed til teksten, der hæmmer den totale udfordring og ødelæggelse.
Alligevel skal Aktoratet have ros for sit mod til at eksperimentere, og ikke mindst den forrygende Maja Clementsen Hansen gør stykket meget seværdig.
Foto: Søren Knud Christensen
Får 302: Hamlet Dekonstruktionen
Se spilletider