|
2. verdenskrig er altid nærværende i vores bevidsthed, men med denne vægtige og intense bog rykker livet fra Auswitch og Birkenau uhyggelig tæt på. De utallige personlige beretninger fra lejerens daglige liv minder mest af alt om en tur-returbillet til et helvede ikke engang Dante kunne forestille sig. Denne bog skal læses!
Jødeforfølgelse og 2. verdenskrig er efterhånden gennemtærskede emner. Den ene bogudgivelse efter den anden sprøjter jævnligt ud fra forlagene, og man kan som læser hurtigt føle sig stopmæt af denne litteratur. Men så er det pludselig, at en bog som denne kommer på gaden. En lille interviewbog med en tidligere fange fra den næsten oversete - i hvert fald i bredere kredse - 'sonderkommando', der bestod af de jøder, der skulle gøre klar til og rydde op efter gasningen af de utallige andre jøder. Denne lille perle af en bog udfylder en tomrum i den ellers så omfangsrige litteratur om emnet, og man bliver mindet om, hvorfor dette aldrig kan eller må glemmes. Hvor historien hele tiden skal fortælles.
Bogens væsentligste styrke er dens nøgterne portræt af livet i lejren og sonderkommandoen, hvor brutalitet og død indåndes med den beskidte luft, der konstant hænger over hele Auschwitz. Hvor sønner tvinges til at piske deres egen fædre, og hvor man trækker ligene af sine døde familiemedlemmer ud fra gaskamrene. Shlomo Venezia, der var græsk jøde, og som blev deporteret til Auschwitz, fortæller åbent og meget ærligt om sin rolle og sit arbejde i sonderkommando. Han deporteres i 1944, og det er tiden herfra og frem til befrielsen, der skildres i bogen. Man er igennem bogen side om side med Venezia, og på en eller anden måde lykkedes det bogen at 'indespærre' sin læser bag Auschwitzs murer, således at man mærker rædslen - om end i ganske lille målestok - og føler sig hensat til 1944. Specielt episoden, hvor et lille to-måneders spædbarn mirakuløst overlever en gasning for derefter at blive skudt af en tysk soldat, gør et uudsletteligt indtryk på læseren. Nerven i bogen er virkelig skræmmende, og til tider hårrejsende brutal i sin stille måde at beskrive begivenhederne på.
Bogen rummer desuden forord, bemærkninger, efterskrift og gennemgang af holocaust samt noter. Sammen med de stærke tegninger af David Olére gør dette bogen særdeles overskuelig og uhyggelig intens. Det er en bog, man nødigt ville være foruden - den rammer tonen fra Anne Franks Dagbog - men er på sin særegen måde en bog, der er ganske enestående.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Shlomo Venezia: Sonderkommando. I gaskamrenes helvede
Gyldendal 2008
Sider: 236
ISBN: 978-87-02-06185-7