|
|
I essays fra 1952 - 2008 skriver Aage Henriksen sig bag om Karen Blixens masker, marionetter og andet djævelskab. Ligesom hos Baronessen er skuepladsen den menneskelige bevidsthed; for Henriksen bliver deres bekendtskab til en selvets udvikling, til hans læreår. Også for læseren, der nyder godt af både Blixens og Henriksens fortællekunst.
Blixen er uomtvisteligt en story-teller. Det er Henriksen også. Hans sprogbrug er både poetisk og forklarende på samme tid, og han rammer plet med formuleringer, der får det til at risle ned ad ryggen. I få vendinger får han Blixen placeret mellem himmel og helvede, Gud og Djævel, Danmark og Europa og realisme og fantasi. Han åbner forfatterskabet og personligheden Karen Blixen for sine læsere. Døm selv:
"Dets præg af blændværk, af religiøst fantasmagorie blev med ét klart. På samme måde som en fremragende parodi kan viderebringe inspirationen i en tabt original, således er i Karen Blixens fortællinger menneskets højeste, guddommelige muligheder bevaret som en afspejling og som et vrængbillede i sansernes og lidenskabernes verden. Derfor strømmer begejstring og angst forvirrende sammen i læseren, når han bevæger sig gennem disse fortællingers månelandskab."
Selvom månen kan udforskes, kan den ikke fuldt ud kortlægges (bagsideillustrationen på bogen er da også en måne, hvor halvdelen ligger i mørke). Blixen forbliver en gåde. Og både hun og hendes forfatterskab repræsenterer en tvetydighed. Hendes facetterede personlighed med de ubændige luner og roller viser sig at blive et livslangt arkæologisk sisyfosarbejde for Henriksen. Et citat fra fortællingen "Syndfloden over Norderney" siger det bedst: "Ikke på dit ansigt, men på din maske vil jeg kende dig.." Henriksen selv citerer denne passage flere gange, og der er temaer, som han behandler i de første essays fra 50erne, som han ofte vender tilbage til for at fortolke og læse i et andet lys - eller som variationer over samme tema.
For kernen i Blixens forfatterskab og kernen i Henriksens essays er sjælelivet på godt og ondt, skæbnen og individets indre verden sat over for de ydre begivenheder. Disse elementer gør sig også gældende i deres personlige såvel som faglige bekendtskab, der især i essayet "På Rungstedlund" udfolder sig som et essayistisk eventyr med både realistiske og overnaturlige elementer.
Da Karen Blixen fyldte 70 år, prøvede Aage Henriksen at samle et festskrift til ære for hende. Det gik i vasken, og Ole Wivel holdt i stedet et impromptu symposium med en lille kreds af litterater, hvor hun glimrede ved sit fravær. Da hun senere fik nys om aftenen hos Wivel, var hendes eneste kommentar: "Det er hvad Danmark kan byde mig på, ti litterære starutter omkring et middagsbord."
Kunne hun i dag sætte sig til bords ved Henriksens gæstebud, havde hun med glæde (og velsagtens lidt galde) fortæret de tolv fantastiske essays. Menuen er en Baronesse værdig.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Aage Henriksen: Budbringersken. Samlede essays om Karen Blixen 1952-2008Forlag: Gyldendal
Sider: 328
ISBN: 978-87-02-06607-4
