Flere nyheder

 
Klassisk musik
Den flyvende hollænder

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Den flyvende hollænder
Man. 25. aug. 2008

I denne sæson får publikum fornøjelsen af Den Jyske Operas opsætning af "Den flyvende hollænder", som var den første opera, Wagner skrev, hvor han alene lod sig råde af sin intuition og så bort fra alle eksisterende operaopbygningstraditioner. Stykket kom til at tjene som model for opbygningen af alle andre Wagners værker.

Historiens plot rummer det hos Wagner så klassiske forløsningsmotiv, som går igen i mange af Wagners operaer. Den flyvende hollænder er en stakkels forpint skabning, som er dømt til at flakke omkring på verdenshavene, fordi han i sit overmod har lagt sig ud med højere kræfter. Han har kun én mulighed for frelse: Hvis han kan finde en kvinde, som vil være ham tro til døden, kan hun forløse ham, så han kan slippe for sin skæbne, men det er endnu ikke lykkedes ham at finde en kvinde, som har kunnet forblive tro.

Historien er ikke som man skulle tro en kærlighedshistorie mellem Hollænderen og den kvindelige hovedperson, Senta. Hollænderen er alene drevet af sin længsel efter at blive frelst, og Senta er mest af alt drevet af en slags Florence Nightinggale-syndrom og har et stærkt ønske om at hjælpe den stakkels forpinte mand, og det kan hun kun gøre ved at love ham troskab til døden.

Som en del af stykket har Den Jyske Opera medtaget videoinstallationer designet af Kasper Stouenborg. Det er en virkelig original og godt udtænkt måde at bruge moderne teknologi til at få operaen til at fungere bedre i forhold til et moderne publikum, som ikke længere gyser over datidens teatervirkemidler. Teknikken fungerer supergodt sammen med musik, lys og medvirkende i denne forestilling.

Som vanligt på Den Jyske Opera imponerer de medvirkende med deres sangtalent og skuespillerevner. Hovedrollen som Hollænderen spilles af John Lundgren og fuldt fortjent ville klapsalverne ingen ende tage over hans pragtpræstation ved premieren. Den anden hovedrolle som Senta spilles af Majken Bjerno, som også har en fantastisk stemme, men det er hendes skuespilstalent, der virkelig får denne rolle til at brænde igennem og skabe balance over for John Lundgren. Jens Krogsgaard, som normalt fungerer godt på scenen, virker i dette stykke lidt forvirret og kejtet, som om han ikke rigtigt ved, hvad han skal gøre af sig selv, han fungerer godt sangmæssigt, men skuespillet halter bagefter.

Sentas far Daland spilles på forbilledlig vis af Sten Byriel, som formår at holde en god balance mellem det seriøse og det latterlige i mandens personlighed. I lidt mindre roller medvirker desuden David Danholt og Mette Ejsing, som begge klarer deres roller godt.

Brugen af videoinstallationer lægger en ekstra dimension på stykket som gør oplevelsen til noget ud over det sædvanlige, installationen er dog samtidig med til at give indtryk af en lidt anderledes slutning end originalmanuskriptet lægger op til. Det virker, som om Hollænderen og Senta sejler af sted sammen, i stedet for at hun kaster sig i havet for at bevise sin troskab til døden. Hermed er slutningen det eneste sted i forestillingen, hvor stykket ikke følger originalmanuskriptet 100 %. Partierne synges helt fantastisk af de medvirkende, Århus symfoniorkester spiller fremragende under ledelse af Giordano Bellincampi. Det eneste man kunne have ønsket sig anderledes var nogle lidt mere gennemtænkte kostumer, og at Hollænderens skib rent faktisk lignede et skib i stedet for et sammenklappet hus.

Foto: Anders Bach

Den Jyske Opera: Den flyvende hollænder

Se spilletider