|
|
Det er et vældigt ambitiøst projekt at ville forene Piet Heins forfatterskab, brugsdesign og livsfilosofier - der er knap 10.000 små vers og gruk at tage fra - i en enkelt forestilling, skruet sammen efter traditionel cabaretmodel. 2005 var 100-året for Piet Heins fødsel, og "Husk At Leve" blev skabt dengang og er nu genopstået på Kunstindustrimuseet. Indtrykket er mere firkantet, end det er rundt, og en superelliptisk tilgang ville have klædt konceptet.
Erkendelse syntes for Piet Hein at være en slags fiksering af barndommens bevidsthed. Derfor omhandler mange af hans tekster mødet mellem den voksnes håndtering af livet og barnets naturlige nysgerrighed. Og selv gjorde hypertalentet; opfinder, videnskabsmand og tænker i en, et stort nummer ud af at bevare umiddelbarheden. Samme umiddelbarhed er forsøgt bevaret i forestillingen Husk At Leve, der ønsker at gribe om hele Piet Heins univers på en gang, men hvad der umiddelbart kan synes umiddelbart, er måske sværest af alt at få sat på formel.
Centralt er således historien om den lille dreng, som øver sig i at slå smut med sten i vandet, og som trods en imponerende længde på ca. 24 nedslag med ringe i vandet fra fortællerens side skuffet udbryder, at det var firkantede ringe, han ville have.
'En rund' vil i sin naturlige form altid prøve at "gøre sig så lille som muligt", hvorfor cirklen er udbredt i naturen og firkantede ringe i vandet derfor en umulighed. Netop dette fænomen gør Piet Hein op med i skabelsen af sin superellipse, der er sammensmeltningen af rektangel og cirkel, dvs. en naturlig fysisk umulighed, men menneskeskabt mulighed.
Legen med naturvidenskaben er måske det mest interessante spændingsfelt i Piet Heins livsværk, men den såkaldte musik-dramatiske rejse Husk At Leve har valgt at bygge sin progression kronologisk op, forstået på den måde, at de udvalgte tekster begynder med det lille barn, bevæger sig søgende omkring i verden i løbet af opvæksten og ender i det ydre rum.
Skuespiller og sanger Christian Steffensen kæmper sig med passion og forholdsvis ynde gennem det oprigtigt talt tunge stofområde og forsøger med cabaretstil og sing along-song at inddrage publikum i rariteterne. Scenen er sat med brugskunst fra Piet Heins hånd, men hvor artefakterne skulle hjælpe Christian Steffensen i hans ævred, synes de snarere at være benspænd for en fortælling, der sagtens kunne have stået alene.
Husk At Leve er et ærligt forsøg på at rumme en af dansk samtids største kunstnere, og publikum kan finde guldkorn og elsket gruk i virvaret, men ville måske have været bedre hjulpet med en grovere selektering i værkerne - de poetiske såvel som fysiske genstande.
Den danske skueplads: Husk At Leve
