|
|
"Net uden at være pralende", sagde fanden og malede rumpen pink og bandt halen op med ærtegrønt! Det britiske bevingede ord siger alt om "La Traviata" i Operaen - den er ekstravagant hele vejen rundt fra kostumer over besætning til scenografi, og det med en selvfølgelighed, som nok er Det Kongelige Teater en smule fremmed, men overordentlig klædelig.
"La Traviata" betyder "den vildførte kvinde", men med Anne Margrethe Dahl i spidsen som Violetta var publikum mere voldført end vildført - trods den megen modgang, hendes karakter må lide, trak hun os gang på gang og taktfast gennem hele følelsesregisteret med sin imponerende koloratursopran.
Alexandre Dumas' roman Kameliadamen om en af Paris' smukkeste kurtisaner, der får så krank en skæbne på kærlighedens alter, danner grundlag for librettoen til La Traviata, og i nyere tid er Kameliadamen bl.a. set fortolket i Baz Luhrmanns film Moulin Rouge, ligesom en mere direkte interpretion af Kameliadamen har været opført på Gladsaxe Teater i 2002. Den populære historie om kurtisanen, der finder kærligheden, men må opgive den igen efter pres fra hans familie for til sidst at genforenes med sin elskede på dødslejet få år senere, har mange variationer, men La Traviata er klassikeren over dem alle, og i hænderne på iscenesætter David Radok får Paris' selskabscirkler liv, så det rykker i den indre videnskabsmand for at tage tidsrejsen tilbage og være med, dengang kvinder var til fals og mænd var nogle fjolser.
Anne Margrethe Dahl er uovertruffen ren, klar og autoritær i sin udgave af kurtisanen Violetta. På trods af den store udfordring, det er at blive ladt alene på scenen til en række soloer både i første, anden, tredje og fjerde akt, fylder hun rummet ud med bløde bobler af perfektionisme og leverer troværdigt indtrykket af en desperat kvinde, fanget i sit eget net af luksus og lyst.
Bedste modspil får hun af sin elskede Alfredos far, Giorgio Germont, der synges af Anders Larsson, som tidligere har opløftet sin baryton i samme rolle på Sveriges kongelige opera og nationalscene i Stockholm. En imposant karakter, der snupper opmærksomheden fra sin søn, som synges upåklageligt, men tilforladeligt af Niels Jørgen Riis.
Svensk stil og graciøs fremtræden finder man også i Lars-Åke Thessmans scenografi, og selvom 'skelettet' syntes at være bygget over samme læst som det fra balletten Requiem er det altså et vindende koncept at forlænge rummet opad samtidig med det parisiske miljø i dybden. Operakoret synes at befinde sig vel i de overdådige kostumer fra Ann-Mari Anttilas hånd, og det klædte opsætningen som helhed at have fået stjernedrys både i besætningen og det håndværksmæssige.
Net uden at være pralende. Så kort kan det siges - og da de bevingede ord er fra Dumas og Verdis samtid vælger jeg at tro på, at alting går op i en højere enhed, når der garneres med fem stjerner.
Foto: Miklos Szabo
Operaen: La Traviata
Se spilletider
