|
|
Skal man kun se en enkelt teaterforestilling denne sæson, så lad det være "Darwins testamente" på det nye skuespilhus' portscene. Der er stof nok til at tilfredsstille den sultne naturvidenskabsinteresserede, humoristen, ord-onanisten og filosofiske tænkere fra en række forskellige retninger. Bravo, Rohde og hans fortolkerinde Katrine Wiedemann.
Der er en 'fornuftens have'. Og så er der 'menneskets have'. I Jokum Rohdes nye bizarteater Darwins testamente lader han Darwin sige til dronning Victoria, at hun "vandrer i fornuftens have", og forestillingens replik såvel som hele dens præmis kredser netop om dette spændingsfelt - fornuften/demokratiet over for naturen/anarkiet.
Anledningen til debatten om natur og civilisation er udgivelsen af Arternes Oprindelse i 1859, og den ferme dramasnedker Rohde har drejet ikke bare et politisk drama, men også en gyser, en kærlighedshistorie og sidst, men ikke mindst: en komedie. Spørgsmålet om overlevelse sættes i scene ved sin kontrast i mordet, og svaret på evolutionen gives som en række åbne spørgsmål om gyldigheden af for eksempel at pleje samfundets svageste.
London anno midten af 1800-tallet med lige dele pomp og pragt samt forfald og fordærv danner rammen om mødet mellem modsætningerne, der alle prøver at tage livet af hinanden både i fysisk og overført betydning; en illustrering af det populistiske slagord 'survival of the fittest', som ofte knyttes til Darwins lære. Ubevidst udlevet.
Henning Jensen er den aggressive videnskabsmand, der som en anden Sokrates spankulerer omkring på både scene og blandt stolerækker for at sandsynliggøre sit projekt om samfundsordenens fallit. Kirsten Olesens dronning er a-historisk nysgerrig og minglende, men mister tålmodigheden med videnskabsmandens obskøniteter, da hendes magtposition bringes i fare - og hun reagerer med at dominere karakteren Darwin, hvormed hun træder ud af fornuftens og sandhedens have og ind i den irrationelle 'menneskets have'.
Samtlige skuespilpræstationer er intet mindre end fænomenale. Stilen er karikeret overdrevet, og den holder. Hele vejen igennem. Scenografien stinker af kvalitetsteater. Der er få virkemidler og effekter, som giver plads til den ordrige replikudveksling. Evolutionens trappe er konkretiseret og udgør essensen af scenograf Maja Ravns fine fornemmelse for tid og rum, men også den tynde, hvide stribe, der 'deler fantasi og virkelighed' har fået en fysisk plads i teaterrummet som den parallelverden, Victoria befinder sig i. Tidligere i stykket, hvor den fine, hvide stribe blev defineret, faldt der en bemærkning om, at den vist var havnet i næsen på Darwins konkollega Wallace, der har sit eget, individuelle transformationsprojekt, hvori hans fascination af sommerfugle helt har taget over, og han ønsker at fremskynde en evolutionær proces.
Det er genialt, og det er morsomt. Svært at glemme er også vendinger som f.eks. at "han er lige så pinlig som almindelige menneskers opfattelse af kunst" eller at "livsglæde smitter - altså er det en sygdom". Persongalleriet tæller også Morten Suurballes hovedskadede Scotland Yard-inspektør, Mille Hoffmeyer Lehfeldt som genganger og et par af naturens afvigere i form af en skabsbøsse og en blind blomstersælger.
Foto: Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset: Darwins testamente
Se spilletider
