|
|
I weekenden kunne man opleve Deutsches Theater Berlins opsætning af Johan Wolfgang von Goethes klassiker "Faust" på besøg i Skuespilhuset. Forestillingen er i instruktøren Michael Thalheimers version et minimalistisk ordorgie i en kulsort, uforsonlig verden, hvis eneste lyspunkt er de strålende skuespillere.
Den tyske teaterinstruktør Michael Thalheimer er kendt for at skære klassikerne ned, helt ind til benet, og det gør han sandelig også i sin fortolkning af Goethes Faust, der Tragödie erster Teil. Tavst og ubevægelig står en hverdagsklædt Faust foran en langsomt roterende, sort væg i flere minutter, før han kaster sig ud i en lang, rablende monolog med et vandglas som eneste rekvisit.
Der gives i Thalheimers Faust afkald på alt, hvad der hedder scenebillede og kostume. Djævlen selv er en undselig hvermand i slasket sweater og heksekøkkenet er reduceret til et rocknummer, hvor Faust ekstatisk danser sig lige i djævlens favn. I stedet er det ordet, der er i centrum, teksttro deklameret med kraft og lidenskab og til tider en vanvittig hast, så man næsten bliver forpustet af at følge med i den vældige ordstrøm.
Ingo Hülsmanns Dr. Faustus er intens, lidenskabelig og lidende, men også patetisk og arrogant. Frastødt af de blodfattige studier, der i den grad dræner den søgende for liv, at hans purunge studerende fremtræder som gamle, hvidskæggede mænd, vender Faust sig mod døden, og da modet svigter ham: mod djævlen, der lærer ham verdens og kroppens glæder at kende. Uden tøven kaster Faust sig ud i sit skændige eventyr, for Faust er ikke kun en drømmer, han er også en forbryder, en forfører, giftblander og morder, der ofrer alt omkring sig for sin egen kortlivede fornøjelse.
Verden set med den livstrætte Fausts øjne er så dunkel, at djævlen ikke behøver et skrækindjagende udseende. Man skal dog ikke undervurdere Sven Lehmanns ironiske, ubønhørlige, obskønt gestikulerende Mefisto eller den overfladiske intellektualitet, med hvilken han gang på gang legende let forfører Faust og lader ham glemme den tvivl, han måtte nære.
Lyspunktet i denne verden er Gretchen, den personificerede uskyld; men den kantede, unuttede Regine Zimmermann er langt fra det gængse billede af Gretchen; hård, næsten frastødende i sin indledende aseksualitet. Hendes uvante hårdhed ses også i hendes hårdnakkede udspørgen efter Fausts tro: Seks gange gentager hun sit ubønhørlige spørgsmål: "Glaubst du an Gott?" Den intellektuelle, tvivlende gudsfornægter kan ikke bekvemme sig til hverken løgn eller bekendelse, og seks gange gentager Faust råbende, hviskende, rasende, fortvivlet, den samme smøre.
Gretchens værelse er det eneste af verden, vi ser; her åbner den sorte væg sig for at vise en nøgen, hvid seng i et bart sort rum: brudeseng, fængsel og gravkammer på en gang, efterhånden som Gretchen forvandler sig fra kyskt barn over naivt forelsket pige til en blodindsmurt hore og barnemorderske, der vanvittig af sorg afventer sin henrettelse. I modsætning til Faust tager hun sin skæbne i egen hånd, velvidende, at der ikke findes flugt eller frelse, kun hendes egen kniv.
På trods af den minimalistiske scenografi er stykket særdeles udtryksfuldt og det er imponerende at se, hvad instruktøren og skuespillerne har fået ud af Goethes ord, der sjældent har fået lov til at stå så alene på scenen.
Foto: Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset: Faust
