|
|
Det eventyrlige forlæg er der ikke pillet ved, men alligevel synes Tim Rushtons helaftensballet Askepot at mangle empati for det indre drama. De karakteristiske Rushtontrin med hæltip og benspjæt er intakte, men ellers er der ikke meget dans at spotte under krinolinerne og de pudrede parykker.
Askepot. Vi skal lide med hende, håbe med hende og elske med hende. Egentlig en simpel drejebog til at følelsesmanipulere publikum, men den synes at være gået i glemmebogen hos koreograf Tim Rushton, der ellers er blevet givet sit livs chance for at kombinere alvor og komik, ballet og moderne dans. Christina Michanek danser den moderløse pige, som skal gå så grueligt meget igennem, inden hun får prinsen og det halve kongerige. Men hun lider ikke, og således kan vi heller ikke lide med hende - da hun cirka 7 minutter inde i 1. akt installeres i kælderkøkkenet i den onde stedmoders hus, fjanter hun allerede glad rundt med tjenestefolkene og lader end ikke til at påvirkes af de onde stedsøstres drillerier. Dead end for patos. 
Det er vanskeligt at kategorisere køkkenscenernes danse som andet end cirkulære rotunder, og denne stil synes at være etablerende for resten af forestillingen. I ring går det hele; drejescenen vikles om sin egen akse, mens myriader af ligegyldige danserinder er fanget i ellipser af kokette bevægelser til bal på slottet. Dans kan det dårligt blive til, da de fine, små piger er viklet om med metervis af knitrende stoffer og derfor dårligt kan udføre deres fag; balletten. Cirkelslutningen brydes kun af endnu et benspænd, nemlig brugen af trapper, der heller ikke hjælper hverken dansere eller koreograf. Illustrationen af upstairs/downstairs i det sammenbragte hjem såvel som på slottet ved brug af trappen 'parkerer' danserne i lange, ubevægelige linjer, som låser dramaet og umuliggør en elegant vej ud.
Man kunne ønske sig, at det kreative hold ikke havde ladet de udøvende kunstnere være så meget på spanden - kostumier Mia Stensgaard kunne antageligt have løst opgaven med tutuskørter, således at Tim Rushton bedre kunne komme til at udnytte knæhaser og ankler med sine sædvanligvis charmerende skæve trin, hvormed danserne kunne have vist deres talenter. Det er synd for Christina Michanek og hendes prins Mads Blangstrup, men på den anden side hjælper den iboende komik bifigurerne til deres berettigelse, og de onde søstre danset af Rose Gad og Tina Højlund havde indtil flere minutters velfortjent berømmelse med deres sylespidse mor Jette Buckwald i spidsen for foretagendet. Ballet er det ikke, men drømmen om at få en ballet serveret brast hurtigt på publikumsrækkerne, og så må man fremhæve andre attributter. Hvor dramaet og dansen manglede, blev der altså plads til det sjove, og teatertryllerier kan nydes i bytte for æstetik - der er fascinerende magi i særligt den afdøde moders genfærd og kaminen i adelshjemmet. Og så naturligvis i orkestergraven, hvorfra balletten kunne høres.. hvis bare man lukkede øjnene.
Foto: Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater, Operaen: Askepot
Se spilletider
