|
Når fyrre korsangere opløfter deres semi-professionelle røster i et kirkerum, og de alle synger sådan nogenlunde lige, kan det ikke gå helt galt. Alligevel var G.F. Händels "Messias" i Holmens Kirke med kammerkoret Camerata samt et til lejligheden sammensat orkester en halvlunken oplevelse.
Danskerne har taget opførelsen af barokmusik til sig som en fast del af juletraditionerne, og der er da også indtil flere ensembler, som forsøger sig med Händels Messias i år; denne aften, den 15.12., et af landets dygtigste amatørkor, Camerata, i Christian IV's gamle sømandskirke.
Cameratas dirigent Martin Nagashima Toft havde valgt at spole hele Händels værk på tre timer igennem, selvom nogle opførelser vælger at klippe fra bunden. Udmærket valg, da det giver mening at have det glade julebudskab i sin fulde udstrækning, men han kunne godt have sat lidt til på den afslappede og festlige konto. Direktionen var talentfuld, men noget stiv, og havde Toft kastet blot et blik på en af landets dygtigste barokdirigenter, Lars Ulrik Mortensen, og derfra kopieret lidt af spillemandsstilen, var oplevelsen blevet varmere og sangere og musikere mere løsslupne i deres fortolkning.
Løssluppenhed i sig selv må ikke være målet, men Händels tonemaleri, hvor tonerne så at sige følger stemningen i librettoen lægger automatisk op til et brud med den alt for stive ramme og et mere passioneret udtryk. Solosopran Ditte Højgaard Andersen havde bedst fat i stilen og gav en særdeles ferm performance, hvor bassen Daniel Hällström ikke formåede at trænge igennem masserne og gøre sin stemme fortjent til beundring. Denne aften var ellers altid beundringsværdige alt Linnea Lomholt erstattet af Elenor Wiman, der ikke alle steder syntes at kunne følge med tempoet, hvorfor solistoptrædenderne blev noget ujævne i kvaliteten og derfor klædte hinanden uskønt.
Camerata og de fire solister blev flankeret af et til lejligheden sammensat orkester med Sjællands Strygerorkester som kerne, suppleret op med en række af dygtige københavnske musikere. De gik til vaflerne med dygtigt ildhu og begejstring, og det smittede positivt af på opførelsen som helhed. Det er i visse kredse sædvane, at publikum står op under den populære "Halleluja" mod slutningen, men publikum i den stuvende fulde Holmens Kirke forblev nu pænt på deres hårde kirkebænke på trods af, at Hallelujaet var en kærkommen mulighed for at få sig rørt lidt efter mange timers musikalsk eksercits.
Foto: Anne Mie Dreves