|
|
Stian Kristiansen instruerer filmen om manden, der elskede Yngve. Manden hedder Jarle, han er teenager og træt af sit lorteliv. Indtil han møder Helge og samtidig scorer klassens smukke pige Katrine - så kører det! Men så begynder Yngve i klassen, og alt forandres. Filmen havde premiere i 2008, den foregår i 1989, men historien er tidløs.
80erne var optimistårene, der kulminerede med murens fald i 1989. En hændelse, der satte en kædereaktion i gang i verden og i mennesket. Det umulige var sket! Nu var ingen forhindring for stor. Men kædereaktionen når ikke op til de norske fjelde.
Dér, midt i en skoleekskursion, står en rødhåret, bleg dreng i blå vindjakke og taler direkte ind i kameraet: "Det her er ikke nutiden, glem alt om i-pods, internet osv. Det her er 1989. Folk har permanent, hører popmusik og danser rundt i pastelfarvede universer af intethed! Man tager til USA og bliver au-pair. Man lever et liv uden bekymringer, et tomt liv." Drengen er Jarle, og hans brandtale sparker filmen i gang. Den er fuld af brok og bekymringer over samfundet, over teenage-livets meningsløshed , men mest af alt er den fuld af ønsket om selv at få et liv. Jarle har ikke oplevet noget som helst - hvorfor er han her? Men om et øjeblik vil Helge tilbyde ham en smøg dér midt på fjeldet, og hans liv vil begynde.
Helge er anarkisten, som klæder sig i lange sorte frakker med badges, og som tør at udtrykke dét, som brænder fast på Jarles tunge og i hans sind. Sammen med Helge danner han et anarkiband, der skal sætte pastelborgerligheden på plads og overskride grænserne - Matthias Rust Band! Jarle, Helge og bandets tredje medlem Andreas vil lande på Norges røde pladser, de vil revolutionere verden med rock, med deres sang "Fisse satan anarkikommando!". Så siges det ikke tydeligere: Ungdommens kamp er mod de store svævende og udefinerbare ismer, man har idealer, som man ikke kan udtrykke, men som udspringer af en dyb nagende følelse af manglende mening med tingenes tilstand.
Filmens manuskript er bygget på romanen Manden som elskede Yngve, og det er forfatteren selv (Tore Renberg), der har adapteret fortællingen til det hvide lærred. Der er en smuk, nøgen og enkel vinkel i både historien, i instruktionen og i det flotte skuespil. Ungdommen er en mærkelig tid, hvor man ingen problemer eller bekymringer har, men alligevel hele tiden er alt andet end sorgløs - og dét indfanger filmen. Livet kan være så let, så let - som f.eks. da Jarle ligger under dynen med sin elskede Katrine og lover hende månen og stjernerne, eller den kan være svær og uoverkommelig, når man pludselig føler ting, man troede man ikke skulle komme til.
Da Yngve præsenterer sig for klassen, begynder Jarles verden at krakelere. Han kaster sig ud i mærkelige møder og glemmer sine gamle venner for at hænge ud med den blonde græske gud, der spiller tennis, hører synth-pop, drikker te og ser på skyernes forskellige formationer - det er ikke opførsel, der passer til en oprørsk 80ersjæl. 80erne i sig selv er et vigtigt baggrundsbillede for filmens egen sjæl. Der ligger en stor forkærlighed og samtidig ironisk distance til det naive årti, hvor kassettebåndet blev spolet flittigt frem og tilbage og ofte gav båndsalat. Dette sker også bogstaveligt talt for Jarle, da Yngve til en fest afspiller en øm kærlighedssang, som Jarle har optaget til ham. En sang, som oprindelig var tiltænkt Katrine. Nu kan hverken tid eller bånd spoles tilbage, og Jarles liv er så sandelig begyndt.
Muren rives ned i Berlin, men det er en anden mur, der rives ned i Jarle. Mig og Yngve er en ærlig, morsom og alvorlig fortælling om identitet og seksualitet, og om ungdommens ulidelige lethed.
Foto: Sandrew Metronome Distribution
Ude på DVD fra Sandrew Metronome
Se film-info
