|
|
Pia Juuls anden roman efter 19 år er et fængslende portræt af en kvinde, der kastes ud i en eksistentiel krise, da den mand, hun havde forladt alt for, fordi hun troede, at han var hendes livs store kærlighed, pludselig dør en voldsom død, og deres kærlighedshistorie viser sig at bygge på en løgn.
Hovedpersonen og jeg-fortælleren Bess er forfatter. På første side sidder hun og hendes mand Halland og ser en krimi på TV, og senere gennemlever Bess så godt som alle ingredienserne i en krimi, som alligevel aldrig bliver til en krimi, selvom der er mord, og gåder, der synes uløselige , forsøg på opklaring og angst og uhygge.
Bess har skrevet det meste af natten og er ikke i særlig god form, og hun tror ikke sine egne ører, da hun åbner døren for en mandsperson, der ikke er politimand, men opfører sig som en, og som fortæller hende, at hendes mand er blevet skudt, og ikke nok med det, Hallands sidste ord, som denne mand havde opsnappet var: "Min kone har skudt mig." Og Bess' reaktion er ikke mindre besynderlig, for da hun ser ham ligge på torvet i en blodpøl, er det eneste, hun tænker på, sin datter, Abby, som hun ikke har set i 10 år. På få linjer bliver Bess' nære familierelationer lagt blot. Bess har forladt sin mand og barn for 10 år siden, da Abby var 14 år, og er flyttet ind hos Halland, og datteren har nægtet at se hende siden. "Hun foragtede mig, og det gjorde jeg også selv, hvis jeg tænkte efter, så jeg tænkte kun meget sjældent efter." Men ikke desto mindre holder hun aldrig op med at sørge over tabet af datteren til stor irritation for Halland:
"Efter at have siddet flere gange i en brandert og flæbet over Abby og gennem tågerne anet Hallands misfornøjede udtryk over, at jeg ikke længere kun tænkte på ham, men altid på min datter.."
Det er nærliggende at tænke på en uløselig konflikt dér med en jaloux mand, og en kvinde, der ikke for alvor har frigjort sig fra et tidligere forhold. Men fortælleren bliver også efterhånden klar over, hvor lidt hun kender Halland, for først dukker der et sæt nøgler op, som hun ikke kender, så dukker Hallands gådefulde og gravide niece op, som Bess ikke anede eksistensen af, og som fabler om, at Halland har lovet at være med ved fødslen. Det bliver efterhånden klart, at Halland har levet et dobbeltliv, men Bess nægter til det sidste at få ordentlig indsigt i det.
Men Pia Juuls jeg-fortæller er ikke desto mindre et underholdende bekendtskab. Hun er fuld af selvironi, og for det meste udmærket klar over, at hun er umanerligt god til at undertrykke alt det ubehagelige, trods øjeblikke af lysende klar selvindsigt. Der er mange morsomme og til tider groteske indslag i romanen. F.eks. da Bess omsider tager sig sammen til at inspicere det værelse, Halland havde lejet hos den gravide niece, og hvor han åbenbart havde opholdt sig meget. Der hænger en filmplakat fra Le Retour de Martin Guerre på væggen, "der var så voldsomt stor, at værelset nærmest kæntrede." Hun ved, at Halland elskede den film, og det rammer hende på en ubehagelig måde, for, som hun siger: "Hvad lignede det at have den plakat hængende fra en film om det værste, måske største, umulige bedrag verden endnu havde set, men et lykkeligt bedrag." Men Arnaud du Tilh, der gav sig ud for at være Martin Guerre og narrede alle, inklusive hans kone, endte jo på skafottet, og Halland bliver skudt, så det lykkelige bedrag endte ulykkeligt.
Hvorom alting er, så har Pia Juul skrevet en herlig roman, som man til forskel fra en krimi ikke glemmer lige med det samme.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Pia Juul: Mordet på Halland
Forlag: Tiderne skifter
Sider: 192
ISBN 978-87-7973-316-9
