|
|
Søndagens koncert i anledning af tildelingen af Léonie Sonnings Musikpris til pianist og dirigent Daniel Barenboim var en mere end tre timer lang marathon med indlagte vandposter, hvor man kunne svale sig først i Nielsen, dernæst Beethoven og til sidst et Chopinekstranummer. En strækmarch af dimensioner - selv for publikum.
En professionel nodevender var ikke nødvendig. Daniel Barenboim kunne sine Beethoven klaverkoncerter 3 og 5 til fingerspidserne. Det resulterede i bogstaveligste forstand i et sololøb fra verdenspianistens side, da han sammen med et udvidet kongeligt kapel skulle kvittere for modtagelsen af Léonie Sonnings Musikpris med ovennævnte opførelser. Solist og orkester havde kun haft en enkelt dag at øve sammen i, og det trak spor ind i særligt eftermiddagens kejserkoncert, der blev drevet frem i en noget ujævn procession, trods kusken Michael Schønwandts gentagne forsøg på at dirigere folk og fæ til orden.
Ikke, at det er relevant at påpege skønhedsfejl ved søndagens koncert, for Daniel Barenboim har kontrol over Steinway såvel som Schønwandt og leverer en præstation så lammende romaniseret og alligevel distinkt, at publikum må overgive sig i lallende hengivenhed. I selv de hurtigste triller finder den knap 70-årige pianist rum til at raffinere enkelte toners betoninger, og han misser ikke en lejlighed til at kæle for musikken, så vi andre kun kan føle os usædvanligt elskede af både Beethoven og Barenboim.
At tildele Daniel Barenboim Sonnings Musikpris med begrundelsen "han har en enestående og titanisk skaberkraft" er derfor ikke skudt over målet. Karrieren tæller ikke blot en næsten 60-årig periode som pianist og dirigent, men også passioneret engagement i Mellemøstkonflikten, hvor opfordringen til jøder og palæstinensere om at leve tæt sammen er blevet formidlet gennem dannelsen af orkestret West-Eastern Divan Orchestra.
Inden Barenboim betrådte podiet søndag havde kapellet haft lejlighed til at slå det danske tema og den danske pris fast med opførelsen af Carl Nielsens 2. symfoni De fire temperamenter, og det var uden sammenligning orkestrets stjernestund; det koleriske, flegmatiske, melankolske og sangvinske stod smukt hugget i omskiftelige tonebilleder og matchede - antageligt tilfældigt - Daniel Barenboims noget pjattede takketale. Danmark er kommet tættere på verdensnavnet. Om verdensnavnet også er kommet tættere på Danmark står endnu tilbage ubesvaret. Men tanken er forjættende, så lad os have den ære at tro det.
Foto: Hasse Ferrold
