|
|
Endelig er Søren Sætter-Lassen tilbage, hvor han hører hjemme: I den altoverskyggende hovedrolle som hæmningsløs skurk. Staffan Valdemar Holms iscenesættelse af Shakespeares "Richard III" er et mesterværk af uovertrufne skuespillere, bidende replikker og en formidabel nytænkning af en drabelig klassiker. (Foto: Casper Sejersen)
Forud for Richard III har den mentalt ustabile kong Henry VI af huset Lancaster mistet sin trone. Hans hustru, dronning Margaret, har myrdet Hertugen af York og dennes søn Rutland, for at hendes søn Edward kan tilbagevinde kronen, men denne dræbes af Richard III af huset York, og Margaret landsforvises. Tronen går nu til Edward IV af huset York, bror til George og Richard III. Kong Edward gifter sig dog med Elisabeth af Lancaster, hvilket skaber stor splid blandt hans tidligere forbundsfæller.
Persongalleriet i Richard III og de mange intriger på kryds og tværs er mildest talt forvirrende, og derfor er det intet mindre end genialt, at Bente Lykke Møller har valgt at erstatte scenen med en kæmpestor slægtstavle, hvor karaktererne streges ud, efterhånden som de falder - og de dør som fluer i Richard III. I det hele taget imponerer scenebilledet ved sin asketiske enkelhed: kostumer, rekvisitter er holdt på et minimum og alle skuespillere er på scenen hele tiden uden at man af den grund er et sekund i tvivl om, hvem der er "på". Uhyre effektivt.
I centrum for alle de efterfølgende mord og intriger står den diabolske Richard III, vanskabt og så hæslig, at hundene gør, når de ser ham. Søren Sætter-Lassen har før vist, han er eminent som skurk, f.eks. som general Khludov i Flugt eller Wurm i Kabale og Kærlighed. Men i Richard III viser han så mange facetter, slesk, trofast, hulkende, forførende, from og magtsyg, at man bjergtages. Det er forbavsende virkningsfuldt, hvordan han med et vrid af skulderen og en halten forvandles til det klumpfodede, pukkelryggede uhyre, mens han resten af tiden danser hen over scenen og dirigerer sine undersåtter.
Richard III er en blodig tragedie, og det er på mange måder kvindernes tragedie: De mister mænd, børn og børnebørn såvel som status og titel, og Hertuginden af York kan oven i købet bebrejde sig selv, at hun har født sine børns morder. Især Kirsten Olesen (Margaret) skriger sin bitre vrede og smerte ud for fuld udblæsning i en mageløs strøm af forbandelser, mens de to dronninger, Birthe Neumann (Hertuginden af York) og Benedicte Hansen (Elisabeth), jamrer om kap i en scene, der er urkomisk midt i al tragikken. Kun Sonja Richter (Lady Anne), der begynder som spyttende furie, mister sin vildskab - og livet.
Imens må mændene lade livet i hobetal, og igen er der så meget sort humor, at man mod sin vilje må grine over den samvittighedsplagede morder og de spjættende ofre for ikke at tale om den morbidt morsomme fremvisning af Lord Hastings lig, spillet af Lars Ranthe. Med så mange ofre, har Staffan Valdemar Holm valgt at fordele 20 af stykkets roller på fire skuespillere, og især Olaf Johannesen og Peter Plaugborg imponerer i en række meget forskelligartede roller.
Absolut eneste anke er, at personer og intriger trods slægtstavlen er lidt uoverskuelige, og derfor falder stykket lidt langt helt til sidst. Men det ændrer intet ved, at Richard III er et mesterværk med en blændende Søren Sætter-Lassen, fantastiske skuespillere og uanede mængder af død, elendighed og kulsort humor.
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset: Richard III
Se spilletider
