Flere nyheder

 
Klassisk musik
El Cimarrón

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
El Cimarrón
Ons. 23. sep. 2009


Øh, bøh - hvad skal man dog mene om et stykke socialistisk "talesang" - fra komponistens side også beskrevet som "recital for fire musikere" - fremført med ildhu som gjaldt det livet selv? På en gang anakronistisk og relevant; typisk for sin tid og derfor samtidig afsindigt meget uden for denne tidsramme. (Foto: Per Morten Abrahamsen)

Nuvel, til vurderingsarbejdet: El Cimarrón er et stykke dramatiseret levet liv. Forlægget er Hans Magnus Enzenbergers libretto om den cubanske slave Esteban Montejo, der gennem slutningen af 1800-tallet var lænket til sukkermarkernes rå arbejde, flygtede og senere deltog i frihedsoprøret mod den spanske besættelsesmagt.

På Det Kongelige Teater har kändissen Lars Kaalund sat Hans Werner Henzes komposition med en række sangbilleder i scene, og isoleret set er det et fabelagtigt, musikalsk eksperiment. De fire musikere, som afholder recital, er basbarytonen sir Willard White som slaven Esteban, den formidable percussionist Mathias Friis-Hansen, Per Pålsson på guitar i alle afskygninger og fløjtenist Kerstin Thiele. Partituret er næppe godkendt i den internationale komité for komponisters ro, regelmæssighed og renlighed; der er åbnet for improvisationen og lydmaleri på højeste niveau i form af fremstrakte arme, zig-zag og ikke-eksisterende noder. Ren klondyke.

Og hvilken udførelse!

Der er dyb koncentration i sir Willard Whites skiftevis talesang og operaklang, og han anvender hele registret fra skrig til dyb brummen, antageligt som den kunstneriske lydspejling af Esteban Montejos egen stemmeføring som storyteller. Ikke et hvin eller nynnen er placeret uden for nummer, og sir Willard White er en imposant opmærksomhedsmagnet, der sætter turbo på forståelsen hos det i bedste fald salonkommunistiske publikum.

De forholdsvist konstante elementer af percussion er så veltilrettelagte, at det nærmest gør fysisk ondt. Xylofoner, bækkener, franskbrød, trommer og stormgeneratorer overtræder alle grænser for lyds indtrængen i det menneskelige øre. Hvis man ynder at finde orden i kaos, leverer Mathias Friis-Hansen i hvert fald varen.

El Cimarrón var på sin tid i 1970 utvivlsomt mere end eksperimenterende - det var vel nærmest et privat manifest fra Hans Werner Henzes side, efter at han blev træt af det pussenussede og en sviptur til Cuba fik aktiveret hans socialistiske kampånd. Som politisk propaganda, der skal messe folket til oprør og forargelse, er El Cimarrón dog et fejlskud i dag. Som anakronistisk oplevelse og måske et tilbageskuende indblik i, hvordan det musikalsk progressive tog sig ud for 40 år siden, er det en studietur værdig.

Det Kongelige Teater: El Cimarrón

Se spilletider