|
|
Jan Sonnergaard romandebuterer med en mørk 80'erapokalypse. Novelleekvilibristen viser i glimt, hvad han er bedst til - miljø-, kliché- og situationsskildring. Men den revsende pen er væk og tilbage er kun de tomme 80'ere, der ikke er pakket ind i andet end punkere og yuppier og den altoverskyggende ATOMBOMBE!
"It's the end of the world as we know it, it's the end of the world as we know it, and I feel fine". Lad os begynde med en 80'er-sang, der melder om undergang. Det gør Jan Sonnergaard i hvert kapitel. Sammen med et nedadgående kapitelindeks, som tæller ned til det katastrofale endelige, burde vi være i en mørk og samtidig ret håbløs sindsstilstand. Man burde være i et godt skildret 80'ermiljø. Det er man også godt og vel de første 60 sider.
Her viser Sonnergaard en overgang fra uskyld til stor fortabelse. Der er ikke sparet på hentydningens kunst, når champagneflaskerne sprøjter over med skum - det er ækvivalensen til den mandlige udløsning, hvilket også siges eksplicit. Det er et typisk Sonnergaardsk træk at italesætte det banale, så det pludselig får en mere tungt ladet værdi og en konkret merbetydning. Det er en god form for banalitet. Men det banale indtræder i sin værste form, da Sonnergaard vælger at slå romanens fortæller Jan ihjel.
Fortællerens død er et af de bedst skrevne afsnit i hele romanen, men hændelsen afføder en kædereaktion. Nu skal vi pludselig koncentrere os om den brogede 80er-ånd generelt, hvor sindstilstanden i alt fra yuppier over punks til wannabes dikteres af truslen om atomkrig. Vi bevæger os ind i utallige banale scener fra liv, som kommer ind fra sidelinjen, og Sonnergaard skriver endnu en novellesamling med scene efter scene, hvor "pagnen flyder, kokainen snuses, og kvinder faldbyder sig", så buzzen og det holdningsløse liv kan opretholdes. Det er hverken vedkommende eller skarpt i romankunstens optik.
Vilhem Funk er titlens hovedperson, men bestemt ikke romanens, idet han render neutralt rundt i periferien af karakterernes vennekredse. Men han lider samme skæbne som alle de utaknemmelige livsnydere, da nedtællingen er nået til 1. og sidste kapitel. Sonnergaard påstår til slut, at a-bomben allerede er kastet over verden - "Tid, rum og masse smeltede sammen i dét nanosekund kædereaktionen løb ud af kontrol og blev universel. Der opstod en boble."
Vi lever altså i en boble, som er så livagtig som virkeligheden selv. Vi lever i et forskruet og mørkt matrix, hvor vi tror, at vi kan bestemme og leve vores eget liv, og hvor ét lille sekund føles som et langt liv. Citatet passer på Sonnergaards sigte med romanen, for vi oplever netop et væld af sammensmeltede scener, tider, personer og begivenheder. Og på den måde udløser Sonnergaard til sidst en slags poetisk retfærdighed og oprejsning for sit romanprojekt. Ak ja, men hvad har bønder forstand på agurkesalat, og hvad har novelleforfattere forstand på romankunst og atomkrig? Ikke helt så meget som undertegnede måske havde håbet og forventet.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Jan Sonnergaard: Om atomkrigens betydning Vilhelm Funks ungdom
Forlag: Gyldendal
Sider: 248
ISBN: 9788702076745
