|
|
Der var dur og russisk dominans på programmet ved sæsonens anden Takkelkoncert den 1.11.; sidstnævnte dog ikke forstået som komponisternes oprindelse - de var nemlig tysk/østrigske - men enten deres respektive arbejdsgivere eller inspiration kom fra øst. Særligt fortolkningen af værkerne efter pausen lod desværre noget tilbage at ønske. (Foto: Lars Schmidt)
Man har altid sagt om det Kongelige Kapel, at de har landets bedste strygere. Efter sæsonens anden Takkelkoncert på kammerscenen Takkelloftet i Operaen synes den position dog værdig til at blive udfordret. Som min ledsager hviskede, da det lakkede mod enden: "Jeg har i dag lært, at det stort set er ligegyldigt hvad der spilles; det vigtige er, hvem der spiller det."
Inden pausen blev publikum begavet med den sidste af tre Beethovenstrygerkvartetter, bestilt af den russiske adelsmand Razumovsky, der var zarens ambassadør i Wien i begyndelsen af 1800-tallet. Kvartetten er i C-dur, men med en mindre stilistisk afstikker i andensatsen, hvor tonearten skifter til a-mol, og strygernes buer danser efter melankolske, russiskklingende temaer. Beethovens dialog-agtige stil passer de fire musikere fortrinligt, og særligt Ingemar Brantelid på cello synes at trives med de hyppige passager i pizzicato, hvor hans cello nærmest bliver bedt om at forklæde sig som de russiske instrumenter udi folkemusikken, harpe eller guitar. Trods en enkelt fremmed fugl fra Radioorkestret på bratsch grundet sygdom, syntes kvartetten at håndtere den musiske samtale i bølgende, statisk harmoni - og publikum kunne føle sig autentisk hensat til en tid, hvor musik langsomt bevægede sig fra at være ren underholdning til værker, der krævede aktiv lytning, analyse og forståelse.
Ambitiøst var også eftermiddagens andet musikalske indslag i form af en Mozartsonate i B-dur for klaver og violin - i hvert fald alt for ambitiøst for de udøvende musikere, Amalie Malling ved flygelet og Grit Dirckinck-Holmfeld Westi på violin. Det var ikke Mozart værdigt således at kombinere klaverlærerens overpædagogiske og lidet passionerede fremførelse med violinistens fejlbeslåede og gradvist mere nervøse sonatehvin.
Publikum skulle desværre hilse på Grit Dirckinck-Holmfeld Westi igen til Haydns strygerkvartet i Es-dur; også med leflen for det russiske og dedikationer til storhertugen, der senere skulle blive zar Paul den første. Hér gik det bedre, men alligevel ikke helt godt, idet kvartetten forekom ujævn ikke bare i talent, men også personlig stil. Det kunne måske have været rart at høre violinist Charlotte Rafn i Mozartsonaten..
Da Beethoven antageligt har ladet sig inspirere af Mozart kan det undre, at programmet ikke var byttet lidt rundt, men hensynet til tid og flygelets placering i rummet har nok vejet tungere end kronologisk logik.
