|
|
Jævnet med jorden. Old school-dansk allitteration, der er åbenbaringen mod det måske mest komplekse tidspunkt i folks liv - nemlig det tidspunkt, hvor fortiden presser sig på som erindringer, og fremtiden er så uvis og smertende ukendt, at man helst kravlede tilbage i den livmoder af mørk, jysk muld, som man i sin tid kom fra. Og så alligevel ikke. Mette Moestrup undersøger fænomenet i sin nye "romancollage".
Er det egentlig interessant, når landets yngre forfattere refererer til den nationale litteraturarv i deres værker? Eller er det blot guf for Forfatterskoleelever, anmeldere og litteraturstuderende? Det spørgsmål dukkede op under læsningen af Mette Moestrups spring fra poesi over i.. ja, en ny genre, hun selv betegner som "romancollage".
Der nikkes til Blichers Brudstykker af en landsbydegns dagbog i den stilistiske opbygning med 68 små stykker, indholdsmæssigt til Jacobsens gamle Grubbe, og forfatteren selv længes tilsyneladende efter at gå nogle af de franske dekadente og kunstneriske sjæle fra 1800-tallet i bedene med sin jamrende weltschmerz. Hvor collagen står stærkest er dog, når forfatteren er sig selv i spændingsfeltet mellem kendt og (u)erkendt fortid, forvirrende nutid og en fremtid født i "den hvide boks".
Den hvide boks er fortællerens skriverum, ligesom det er hendes værensrum p.t. En ulidelig tilstand, som man for eksempel kender fra psykiatriske hospitaler og isolationsfængsler - hvis man da har frekventeret den slags - og som derfor trods den umiddelbare frihed og tabula rasa, det ubeskrevne blad vi alle fødes som, synes klaustrofobisk og snærende.
For i en voksen alder tager man det usynlige, spøgelsesagtige med sig ind i det hvide rum, forfatter eller ej. Erindringerne og det levede liv kan man ikke parkere uden for rummet, men bærer dem i sig. I Mette Moestrups tilfælde er der tale om en barndom med dominerende kvinder og en mølle med bindingsværk, som nu er revet ned. Jævnet med jorden. Men stregerne fra bindingsværkets bjælker trækker altså dybe spor i fortællerens sjæl og flyder sammen med nutidskæresten Morten, som har erstattet barndommens mormødre og mødre (bemærk igen allitterationen..). Således løber livet i ring og omslutter et liv tegnet i sort/hvid uden den store mulighed for at påvirke sin skæbne.
Man kunne meget passende smide Løgstrup oveni referencerne og konstatere det ubehagelige i, at andre mennesker altid holder ens skæbne i sin hånd, og i Mette Moestrups tilfælde forsegles denne skæbne, mens drømmen om manden svinder for altid, da manden ligesom barndommens mølle forsvinder ud af fortællerens liv og efterlader hende tilbage - jævnet med jorden.
Moderne, eksistentialistisk læsning, der egner sig godt til at nasse nogle erfaringer om det satans liv, så læs den endelig, hvis I står ved skillevejen mellem det liv, der er passeret, og det, som man bare venter på kommer.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Mette Moestrup: Jævnet med jorden
Forlag: Gyldendal
Sider: 96
ISBN: 9788702081480
