Flere nyheder

 
Litteratur
Sund mad - let at lave

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sund mad - let at lave
Tir. 17. nov. 2009



Forfatterne er uddannede ernærings- og husholdningsøkonomer og står bag klassikeren "God mad - let at lave", som udkom i 7. oplag i 2008. I denne bog er der sat en del plads af til rådgivning i, hvordan man laver sund mad på den letteste måde, betydningen af et godt basislager og diverse forslag til, hvordan man gør måltidet sundere.

I denne bog er fokus lagt på at informere læseren om gode madvaner og hvad man kan gøre for at hjælpe sig selv til at leve sundt, dels ved at ændre på sammensætningen af ingredienser i maden, dels ved at ændre på forholdet mellem kød, kartofler og grøntsager og dels ved at opbygge et basislager, så man altid har nogle basale madvarer, der kan indgå i de såkaldte "nødretter", det vil sige mad, der kan bikses sammen i en snæver vending.

Mange steder i bogen er der endvidere en masse ekstra information, f.eks. om hvordan man kan variere tilbehøret til frikadeller i forhold til årstiderne og information om forskellige grøntsager, feks. sød kartoffel, broccoli og grønkål. Alt fra, hvad man skal se efter, når man køber dem, hvordan de tilberedes og hvad de passer til.

På grund af den store mængde information, kan Sund mad - let at lave være god for den unge, der lige er flyttet hjemmefra eller andre, som ikke ved frygteligt meget om madlavning, men gerne vil leve sundt. De to forfattere er fagligt meget kompetente og gode til at formidle deres viden. De går ind for, at både klima og økonomi skal tænkes med, når man laver mad, men samtidig skal maden smage godt.

Der er skåret lidt ned på mængden af opskrifter for at give plads til al den næringsrigtige information, men dem, der er, er godt forklaret og overskuelige. Endvidere er flere af opskrifterne testet på kræsne børn og har fået det blå stempel, så der skulle være noget selv for den største kræsenpind.

Sund mad - let at lave er en god kogebog, som godt kan matche klassikeren God mad - let at lave. Der er godt med billeder, så man kan se, hvordan maden skal se ud, der er masser af tips og forklaringer og ikke mindst fagligt holdbare forklaringer til alt, hvad der har med ernæring at gøre. Sund mad - let at lave skal nok være at finde under juletræet, men også i mange flytte-hjemmefra-gaver omkring studiestart.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Kirsten Høgh Fogt og Marianne Kastberg: Sund mad - let at lave
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sidetal:312
ISBN: 9788711431863