|
|
At Grauballemanden ved årtusindskiftet blev udsat for nye undersøgelser, vil næppe overraske folk med interesse for arkæologi. Undersøgelserne af moseliget blev endog fulgt af Søren Ryge Petersen i tre tv-udsendelser. I dag udkommer så resultaterne, i populær udgave, i Pauline Asinghs "Grauballemanden - portræt af et moselig".
Populærvidenskab er et nøgleord, for når forlaget er Gyldendal, og når emnet er arkæologi, er det formidling og en flot udgivelse, der er i højsædet. Det kommer tydeligt til udtryk gennem et let og flydende sprog, ordforklaringer og talrige illustrationer. Det er med en fortællende, mere end en beskrivende, stil, at forfatteren formår at gøre lidt tunge emner som fundomstændigheder, fundhistorik og konservering til en levende og særdeles nærværende historie. Ved hjælp af mange billeder og citater fra fundets hovedpersoner kan man næsten fornemme sensationsstemningen fra 1952, da Grauballemanden efter et par tusind år i en mose atter kom frem i dagens lys. Med historikken i baghovedet bliver man indført i de nye undersøgelser. Det er en vellykket fremgang at opridse den tidlige forskning i historikken og derefter fortælle hvordan den bliver korrigeret. Man kan altså tydeligt følge med i, hvordan forskningen arbejder, og hvordan den gør os klogere.
Til trods for, at der ikke er anvendt kildehenvisninger, er man aldrig i tvivl om, at bogen bygger på et videnskabeligt grundlag. Der er bidrag fra arkæologer, antropologer, tandlæger, geologer m.fl. Kunsten at skrive disse forskellige fag til en sammenhængende historie er lykkedes overbevisende. Bogen bliver dermed et godt eksempel på, hvordan man kan formidle arkæologi og videnskab populært og fagligt forsvarligt.
De nye undersøgelser udgør dog kun en mindre del af bogen. At forstå Grauballemandens historie kræver selvfølgelig, at han sættes ind i en kontekst. I bogens sidste halvdel perspektiveres derfor til andre moselig fra Nordvesteuropa, tolkningsforslag hentet fra antikkens skriftlige kilder tillige med en gennemgang af mosens særlige rolle i oldtidens offerskik. Selvom nyhedsværdien i denne perspektivering er til at overskue, er den yderst relevant og hører med til historien om Grauballemanden.
Desværre bliver perspektiveringen trukket helt ned til slutningen af istiden, op gennem yngre stenalder over bronzealderen og endelig til jernalderen. Det er tale om en kultur- og naturhistorisk redegørelse, der fylder hen mod en tredjedel af bogen. Bestemt hører kultur- og naturhistorien med til konteksten, men efter at have gennemgået Skarpsallingkarret, Solvognen og andre - i denne sammenhæng irrelevante - højdepunkter fra Danmarks oldtid, bliver man nødt til at lukke bogen og kigge på omslaget for at forvisse sig om, at det ikke er et oversigtsværk, men et portræt af et moselig, man læser. Det trækker desværre ned, da bogens tråd bliver forstyrret og ukonkret. Først i bogens sidste kapitel kommer man tilbage på sporet. Efter sidste side undres man lidt over, hvor relativt lidt der egentlig omhandlede de nye undersøgelser. Og hvor er f.eks. tankerne bag den nye udstilling?
Gennem undersøgelser af et uvurderligt fund som Grauballemanden kan man komme vidt omkring. Det er ikke blot en historie om en mand fra ældre jernalder, men også om fundhistorik, oldtidens natur og jernalderens ritualer. Denne vidtspændende historie får forfatteren flettet sammen til en bog, der henvender sig til alle, der gerne vil have Grauballemandens historie fortalt på en sammenhængende og nærværende måde. Og havde man udeladt et halvt hundrede sider, ville man stå med et helstøbt portræt af et moselig.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Pauline Asingh: Grauballemanden - portræt af et moselig
Forlag: Gyldendal
Sider: 250
ISBN: 978-87-02-05688-4
