Flere nyheder

 
Teater
Teaterkoncerten 80'erne

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Teaterkoncerten 80'erne
Ons. 25. nov. 2009

Teaterkoncerter er blevet et hit de seneste år, så teoretisk set må det jo være toppen med en teaterkoncert med hits fra 80'erne. Desværre bliver teatrets muligheder for at underbygge sang og musik med drama stort set ikke benyttet. Tilbage står en koncert med 80'er-hits spillet akustisk. At dømme ud fra publikum burde sangene i stedet have ligget så tæt på originalen som muligt.

Det lyder så fristende: En perlerække af hits fra 80'erne. Fra Gnags, TV2, Dodo & the Dodos og mange andre. Og så endda opført som en teaterkoncert, så der er muligheder for at sætte billeder til teksterne og gøre de gamle ørehængere endnu mere levende. Forhåbningerne er store, når man sætter sig i salen foran scenen, men skuffelsen bliver så også så meget desto større, som koncerten skrider frem.

Koncerten er promoveret som et gensyn med 80'erne, men alt på scenen bærer præg af 00'erne, både påklædning og scenografi. Sort i sort er bare ikke 80'er tøj. Her savner man Balltrøjer og Lacoste i pastelfarver. Scenekunsten er minimalistisk - bevares, det var da også til dels et mantra i 80'erne. Og det betyder jo ikke meget, hvis musik og drama er i orden.

Problemet er bare, at hverken musik eller drama er på plads. Alle de kendte 80'er-hits med deres melodiøse klang er vendt en omgang og er blevet til akustiske numre. Det er et spændende forsøg på at tilføre noget nyt til sangene, men formålet flimrer lidt. Det går fint i spænd med scenografien, og skaber i og for sig en helhed i forestillingen. Det er bare ikke meget af 80'erne tilbage, når lyd og scenografi er rykket 10-20 år frem i tiden.

Meget af dette kunne tilgives, hvis ikke instruktøren havde glemt, at det var en teaterkoncert og ikke en koncert. Der er dans og sang på scenen, men hvorfor kalde det en teaterkoncert, når drama-delen stort set er glemt. Vi ser et lille glimt, da en af Tidens Kvinder fra TV2-hittet forfører den moderne mand, men det er alt. De resterende 25 numre bliver sunget og danset og ikke mere.

Der kan ikke sættes mange fingre på de medvirkende, de synger alle fremragende, men det fortaber sig desværre lidt i de akustiske numre og nogle gange i dans, der er noget med sexet, end hvad sangenes tekster lægger op til.

Teaterkoncerten 80'erne er anmeldt på Horsens Ny Teater den 18.11.