|
|
Baseret på en vurdering af, at det nu engang er bedst, når danserne danser synkront, kan det altså kun blive til to stjerner til årets Nøddeknækker på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Dans over dramaturgi! Når det er sagt, er forestillingen i øvrigt mageløs - særligt for børn og eventyrgrådige sjæle. (Foto: Henrik Stenberg)
Nøddeknækkeren bør anmeldes i to dele; så forskelligt tager 1. og 2. akt sig ud, fint svarende til, at virkeligheden glider over i drømmen. Tweenageren Clara forelsker sig i gudfar/onkel/tryllekunstner Drosselmeiers nevø, nøddeknækkerprinsen, og bestræbelsen på at få realiseret den kærlighed er hele forestillingens præmis. Lynet slår ned i 1. akts juleaften ved overklassefamiliens julefest, hvor Kamille Heltoft er alle tiders nysgerrige overklasseløg med "de helt rigtige balletmoves". Hun ligner angiveligt et balletfrø, der snart må springe ud som en af Den Kongelige Ballets stjerner in spe. Victor Brody som Claras udkårne giver et anstændigt, men lidt mindre sikkert modspil både i dans og mimik.
Efter sengetid forvandles de højloftede 1800-tals stuer til en ren slagmark - musekongen indtager scenen med hele sin mussede familie, og kampscener mellem børn, mus og soldater udspilles i et virvar af mere eller mindre koordinerede ballettrin, og når slaget er tabt og vundet, er nøddeknækkerprinsen borte. Herfra går eftersøgningen gennem snedronningens palads, sukkerfeens ditto samt ud i alle verdenshjørner repræsenteret ved kosakker, kinesiske cyklister, arabiske og spanske dansere. Er det ballet over hele linjen? Nej, det er et udstyrsstykke, hvor publikum ikke for lov til at gå sukkerkold, men fodres med en række plateauer, der endda fordobles i scenograf Karin Betz' omfattende brug af væg til væg-spejle. Et simpelt greb, der understøtter det temaer såsom drøm, splittet personlighed - Claras overgang fra lille pige på tærsklen til teenagertilværelsen - og eventyr. Eneste udfordring er, at spejlene til alle sider eksponerede corps de ballet dobbelt i den noget manglende stilistiske kvalitet.
For candyfloss i håret og bismarckklumper på tøjet gør det ikke alene, og truppen dansede desværre hverken synkront eller velkoordineret. Og det endda med en attitude, som om det var dem ligegyldigt at være i takt med afmålte afstande danserne imellem. Selv da scenen endelig blev renset for eventyr og rekvisit støj og Gudrun Bojesen og Marcin Kupinski skulle brillere med hhv. pas de deux'er og solodanse i voksenudgaven af Clara og Drosselmeiers nevø, syntes trinene for svære og danserne uengagerede. Flotte løft af Kupinski, men uden den nerve, som gør ballet til den mest spændstige af alle kunstarter.
Orkestergraven leverede en levende gennemspilning af Tjajkovskij balletmusik. Særligt mod slutningen, da messingblæserne kom til deres ret, fik denne anmelder respekt for den samlede, danske udgave af et hundehamrende svært stykke tysk scenekunst og kringlet russisk partitur. Man sidder desuden tilbage med en flig af mistanke om, at koreograf Kenneth Greve og iscenesætter Peter Langdal ikke har været helt enige om det kunstneriske udtryk, da balletten blev designet tilbage i 2007. Nøddeknækkeren er dog et besøg værd, hvis man savner kulturelle input til julens aktiviteter for børn ledsaget af voksne, for kede sig - det gør man alligevel ikke!
Det Kongelige Teater: Nøddeknækkeren
