Leif Hasles nye bog, "Gengivelse. 40 stykker" er en formfuldendt, poetisk fortælling om verden set gennem en lille drengs øjne under besættelsestiden. Stilen er særpræget men evner på elegant vis at væve bogens oplevede fragmenter sammen til en usentimental, helstøbt og vedkommende fortælling.
Det første man bemærker ved Gengivelse, er den særprægede stil, der adskiller sig meget fra Leif Hasles tidligere værker. Den almindelige romanfortælling er veget for poetiske, fragmentariske betragtninger og gengivelser, der først efterhånden åbenbarer sig som en sammenhængende handling.
Verden ses gennem øjnene af en lille, unavngivet dreng, der higer efter uforanderlighed, og som er utryg ved alt, hvad der forandrer, bremser eller afslutter. I forlængelse heraf er han også bange for punktummer, og denne angst går igen i skrivestilen, der består af lange sætninger, som efterlader læseren hektisk og forpustet, men som aldrig bliver langstrakt:
"...punktum er afledt, forklarede hun, af et latinsk ord, der betyder stikke, så punktum egentlig er et stik eller et sår[...], så der bliver noget ængstende ved sådan et tegn, der kan stikke, forkorte og afbryde uden selv at have nogen udstrækning, og jeg besluttede, hvor søvnig jeg så var, at gøre modstand mod det så længe som muligt[...] men vidste dog, at punktum altid til sidst går af med sejren og bliver sat."
Mest fjendtligt er punktummet efter moderens død. Hun har skrevet et brev til ham på dødslejet, som han ikke tør åbne, for "deri ville stå det punktum, der med et stik afsluttede alt...". Efterfølgende bliver han besat af det tabte blå fra morens øjne, som han blandt andet genfinder hos vaskekonen, der bruger blå farve til at hvidte gulnede lagner. I jagten på det blå ønsker han at slette billedet af den døde mors gustne ansigtshud.
Udover moren er de to vigtigste personer i drengens liv Anna, den pige han er forelsket i, og Aja, den trebenede barnepige. Begge navne er, som rigtige kvindenavne bør være, anagrammer. Men hvor han drømmer om den verdensfjerne Anna, hvis gule skørter aldrig åbner sig som natlysblomsterne, skammer han sig over Aja, der har et kort ben og går med stok.
På mange måder er Aja den mest interessante af kvinderne. Hun åbner hans øjne for kvindernes verden. Hun lader ham se, hvordan de blot sidder og spinder som edderkopper, uden for bogstavernes verden; men også hvordan det samtidig er kvinderne, der er de kloge og stærke i overtroen, religionens hemmelighedsfulde "nedre side". Og så er hun en poetisk sjæl, der oplever saliggørelsen ved en ballet, ved de yndefulde bevægelser, hun aldrig selv vil kunne udføre.
Gengivelse er en fin lille fortælling fyldt med angstfremkaldende, suggestive billeder og et fintfølende sprog med glemte ord og vendinger som "jenpeger". Man kommer hurtigt til at holde meget af personerne, som Leif Hasle ingenlunde skærmer for smerte eller latterliggørelse.
"jeg var nødt til at blive digter, men sådan, at mine ord ikke bare blev set og læst, men selv havde øjne i hovedet.", skriver drengen. Det har de i denne fortælling.
Bogen er blevet filmatiseret af Claus Bohm.
Læs anmeldelse af filmen her.
Leif Hasle: Gengivelse
Forlag: Multivers
Udgivelsesdato: 14.11.2009
Sider: 175
ISBN: 978-87-7917.286-9
