|
|
I "Gengivelse" har instruktøren og billedskaberen Claus Bohm forvandlet Leif Hasles nye bog af samme titel til en stemningsfuld, poetisk film, hvis billeder i sig selv er små digtværker. Valget af Thure Lindhardt som oplæser er genialt, da hans stemme udtrykker den barnlige uskyld, som kendetegner fortælleren.
Gengivelse er en fortælling om en lille drengs møde med verden - fortalt af den voksne mand, men med drengens livs- og verdenssyn bibeholdt intakt. Han fokuserer især på barndommens kvindeskikkelser: Moren, kvinden "som vi i mangel af en bedre betegnelse kaldte tante" og den trebenede barnepige, Aja.
Jane M. Nilsson har udvalgt nogle meget fine passager og skabt en flydende, sammenhængende fortælling, der er tro mod forfatterens tone. Også Hasles humor skinner igennem i finurlige, konstaterende bemærkninger som tanten, der ryger på toilettet, "fordi cerut lugter bedre end prut".
Fortællingen ledsages af poetiske stilbilleder og filmsekvenser, der stemningsmæssigt supplerer ordene meget godt, selvom sammenhængen ikke altid er lige åbenbar. Umiddelbart kan man savne et billede af en ballerina til Ajas profetiske drøm om balletdanserne. I stedet er der et billede af loftet, mens ballerinaerne svæver, og derefter af det snavsede gulv, da vi hører om Ajas ortopædiske sko. Bevægelsen fra det lyse, ophøjede til det nedslående gulv er meget effektfuld og på den måde viser loftsbillederne sig alligevel at være meningsfyldte.
På samme måde ledsages det uhyggelige fund af morens blodige underbukser, og de spontane freudianske konklusioner hovedkarakteren drager heraf, af et blæsende nattelandskab med en halvskjult fuldmåne i baggrunden - menstruationen som ukendt, farlig natur. I det hele taget dominerer naturbillederne, og hvor menneskene kun afbilledes som gamle fotografier, ses dyrene og naturen live, i bevægelse. Især har Claus Bohm 
en forkærlighed for close-ups af insekter, der er meget smukke, men hvor sammenhængen til oplæsningen ikke altid er lige indlysende.
Gengivelse indeholder også en lang række gamle, sort-hvide portrætter, der er ude af fokus eller beskårede, så man ikke kan se ansigterne. Det er meget originalt og giver en god virkning af almengyldighed, samtidig med at man tvinges til at fokusere på det gammeldags tøj i stedet for på ansigterne.
Filmen akkompagneres af en meget særpræget, svævende musik, der er sammensat af Ida Bach Jensen. Snart stille og æterisk, snart gammeldags dansemusik iblandet malende lyde som biernes summen, urets tikken eller en saks, der klipper.
Thure Lindhardt lægger stemme til den på en gang troskyldige og angstfyldte dreng. Han gengiver levende og indfølende drengens mange modstridende følelser, samtidig med at han lader aner den erindrende, voksne fortæller bagved. Det er i høj grad Thure Lindhardts oplæsning af Leif Hasles smukke tekst, som giver filmen et ekstra skær af poesi.
Filmen bygger på bogen Gengivelse. 40 stykker af Leif Hasle.
Læs anmeldelse af bogen her.
