Flere nyheder

 
Teater
Ølhunden glammer på Svalegangen i Århus

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ølhunden glammer på Svalegangen i Århus
Man. 25. jan. 2010



Den 22. januar var der urpremiere på Svalegangen på Gunnar Geertsens nyskrevne forestilling om personen, skuespilleren og familiemennesket Osvald Helmuth. Forestillingen er en co-produktion mellem Svalegangen i Århus og Jomfru Ane Teateret i Ålborg. Forestillingen overrasker, underholder og pirrer nysgerrigheden. -Hvem var Osvald?

Forfatteren Gunnar Geertsen har læst alt, hvad han har kunne komme i nærheden af om Osvald Helmuth, inden han skrev manuskriptet til denne forestilling. Meget af kildematerialet har Osvalds kone, Søster Helmuth, og sønnen Frits Helmuth leveret. Kun meget lidt kommer fra Osvald Helmuth selv.

Forestillingens Osvald spilles af Victor Marcussen, som udfylder rollen på fornemmeste vis. Med nærmest "osvaldsk" sans for karakterfremstilling, skildrer Victor Marcussen den sammensatte person, som gemte sig bag visekongen.
Anne-Vibeke Mogensen spiller rollen som Søster Helmuth - én blandt Osvalds mange kvindebekendtskaber, men så absolut den vigtigste. Man tager sig i at ville ruske op i hende og sige, at hun ikke skal finde sig i den idiot af en mand. Men hen mod slutningen af stykket står det klart, at Søster er nok så sammensat og kompliceret som sin mand. Osvald er ikke hendes livs kærlighed, men hun bliver hos ham, fordi han er hendes skæbne.
Pia Hessner spiller Osvalds samarbejdspartner gennem mange år Inger Christrup. Hun er tilbagetrukket, særdeles underspillet og har en stor aktie i, at viserne aldrig kommer til at fylde hele i forestillingen. Det er det hele menneske, Osvald Helmuth, vi er interesserede i ikke kun den lille del, som viserne udgør. Hovedparten af de øvrige roller spilles af Rolf Hansen og Julie Riis, to nyuddannede og talentfulde unge mennesker, som klarer de mange rolleskift mesterligt godt.

Mange af Osvald Helmuths allermest kendte viser fremføres i forestillingen, udover "Ølhunden glammer" lyder tonerne af "Dit hjerte er i fare, Andresen", "Henne om hjørnet, Nede i kælderen" og "Konen, Kællingen, Madammen". De fleste har hørt sangene og kender Oswald Helmuth som en folkekær skuespiller og visesanger. Men lige så jovial og folkelig han kunne være, lige så egoistisk, djævelsk, od og ubetænksom kunne han også være. I forestillingen fremstilles han som en mand, hvis følelser, passioner, holdninger og tendenser kom til udtryk i forstærket grad. Hvor andre mennesker er glade, var Osvald ekstatisk, hvor andre mennesker er vrede, var Osvald så ædende ond i sulet, at han slog borde i stykker og var voldelig over for konen. Alt ved Osvald Helmuth var ekstremt, og det var hårdt at være en del af hans familie, hvilket både Søster Helmuth og Frits Helmuth måtte sande.

Gunnar Geertsens portræt af Osvald Helmuth byder både på glade genhør med de folkekære viser, men også på overraskelser i form af skildringen af den mørke og ukendte side af den folkekære dansker.

Svalegangen: Osvald
Se spilletider