Flere nyheder

 
Litteratur
Bevægende biografi

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bevægende biografi
Tor. 25. feb. 2010

Forlaget Rosinantes klassikerserie sender Klaus Manns selvbiografi på gaden i nyt look og med et forord af kollegaen Klaus Rifbjerg. Det er et imponerende værk, der trods skyggen fra den legendariske far, Nobelprisvinderen Thomas Mann, fremstår aktuelt og perspektiverende. Klaus Mann er sprudlende i sin analyse af datidens Europa og Hitler-Tyskland.

Klaus Mann var uden tvivl en central figur i europæisk kultur - og ikke mindst mellemkrigstidens emigrantlitteratur. Hans selvbiografi, der nu atter udsendes på dansk, er ud over at være en veritabel namedropper, et smukt og bevægende billede på den desillusion, der rammer Europa før og efter 2. verdenskrig. I 1949 tager Mann sit eget liv i Cannes; øjensynligt frustreret over den begyndende kolde krig.

Klaus Mann er praktisk talt født ind i den europæiske kulturelite. Som søn af forfatteren Thomas Mann, er han med, hvor det sker, ikke mindst fordi han selv engagerer sig aktivt i litteratur og teater. Man fornemmer den ambivalens faderen spiller i Klaus Manns liv. Mann senior er Tysklands store forfatter, og han kaldes beundrende for Troldmanden i hjemmet, og hans omgangskreds tæller de største kulturpersonligheder i Europa.

Klaus Mann rummer en vis dekadence, ikke mindst i kraft af sin homoseksualitet, hvilket ikke spiller den store rolle i selvbiografien. Bogen, der næsten tager vejret fra læseren, giver et indtryk af den unge mand som både eksperimenterende og erosdyrkende i stor stil. Klaus Manns beskrivelser er tilpas eftertænksomme og nøgterne, hans tone er veldrejet med en anelse melankoli, som han nænsomt drysser ud over selvbiografien.

Kort fortalt udspiller beskrivelserne sig i tiden mellem de to Verdenskrige. Geografisk set begynder Mann i Europa, men flygter sammen med familien fra det nazistiske Tyskland til Amerika. Her spiller han sammen med sin onkel Heinrich Mann en stor rolle i de eksilerede tyske kulturpersonligheders mobilisering mod Hitler-Tyskland. Dette engagement kulminerer i, at Mann drager i krig for den amerikanske stat, og møder efter knap og nap 10 år i eksil, et Europa, der er sønderbombet og hærget af krig. Ikke mindst gensynet med det ramponerende barndomshjem er nedslående og desillusionerende. Hans ensomhed lindres med hjælp fra søsteren Erika, hvem han har et meget tæt forhold til.

Forlaget Art People udgav i 2007 en DVD-boks om familien Mann. Den danner en udmærket referensramme til denne selvbiografi, og man kan med fordel bruge den ene til at belyse den anden. Det er nemlig en stor og lang historie Klaus Mann fortæller, og familien Mann, med moderen som omdrejningspunkt, er så absolut en af Tysklands mest kendte. Hvad der ydermere gør denne selvbiografi til en bevægende oplevelse at læse, er Klaus Manns kamp for at virke som en selvstændig forfatter. En kamp, der ikke mindst gøres vanskelig af, at kritikerne bruger ham som skydeskive for at ramme faderen. Først i den sidste del af bogen begynder den livstrætte Klaus at kigge frem, men også den side af ham er givende. Her er virkelig tale om en mand, en personlighed, der i den grad har levet i tiden og med dens mennesker. Denne bog bør ikke bare læses; den bør skattes og videregives til kommende generationer - hvilket Rosinante hermed har gjort.

Køb eller bestil bogen på saxo.com.

Titel: Vendepunktet. Rapport om et liv
Forfatter: Klaus Mann
Forlag: Rosinante
Sider: 532
ISBN: 9788763813709
Udkommer: 23.02.2010